Status på udtagningsindsatsen i foråret 2026 bruges til at beregne kvælstofreguleringen i dit vandopland for 2027. Status på udtagningsindsatsen består af en opgørelse over dels udtagningsprojekter, der allerede er gennemført, dels udtagningsprojekter, der forventes gennemført senest i 2027.
Gennemført udtagning omfatter:
- Udtagningsprojekter, som f.eks. minivådområder, vådområder og lavbundsprojekter. For at indgå i opgørelsen skal projekterne være gennemført senest den 4. maj 2026. Det betyder, at projekter der gennemføres den 5. maj eller senere vil indgå i grundlaget for regulering i 2028.
Udtagning, som forventes gennemført inden udgangen af 2027, omfatter følgende opgørelser:
- Permanent ekstensivering 2026: Vi opgør ansøgte arealer under ordningen den 3. maj 2026. Ordningen lukker for ansøgning den 24. april 2026.
- Midlertidig ekstensivering 2026: Vi opgør ansøgte arealer under ordningen den 3. maj 2026. Ordningen lukker for ansøgning den 24. april 2026 med en ændringsfrist den 20. maj.
- Du skal være opmærksom på, at du skal afgive en hensigtserklæring i MARS, hvis arealerne skal have mulighed for at opnå medtalt vådlægningseffekt. Du skal afgive hensigtserklæring senest den 3. maj 2026. Det betyder, at muligheden for at afgive en hensigtserklæring lukker før ændringsfristen for ordningen.
- Du skal endvidere være opmærksom på, at der går en dag fra ansøgte arealer til midlertidig ekstensivering bliver udstillet i MARS. Når du skal afgive din hensigtserklæring den 3. maj, skal du derfor senest dagen før have sendt din ansøgning til midlertidig ekstensivering.
- Minivådområder 2025/26: Vi opgør ansøgte arealer under ordningen den 4. maj 2026. Ordningen lukkede for ansøgning den 10. april 2026.
- Skovrejsning 2025/26: Vi opgør ansøgte arealer under ordningen den 4. maj 2026. Skovrejsningsordningen kan løbende søges.
- Du skal være opmærksom på at ansøge ordningen senest den 4. maj, hvis du ønsker at din ansøgning skal indgå i opgørelsen for udtagningsindsatsen i foråret 2026.
- Vi opgør igangværende vådområder og lavbundsprojekter, som forventes gennemført i 2027. Mere information er på vej.
Sådan opgør vi medtalt vådlægningseffekt i særligt udfordrede områder og akutområder
Som noget særligt i 2026 medregner vi tidlig vådlægningseffekt fra ekstensiveringstidspunktet. Det gælder for arealer i særligt udfordrede- og akutområder, der samtidig opfylder forudsætninger om at være placeret i et skitseprojekt eller et igangværende projekt. Samtidig skal arealet være ekstensiveret. Her kan effekten af et vådlægningsprojekt tælle med fra ekstensiveringstidspunktet, selvom projektet endnu ikke er realiseret. I de efterfølgende år skal der trinvis ske en udvikling frem mod vådlægning i 2030.
Dette kaldes trappemodellen.
Læs mere om trappemodellen
Trappemodellen er relevant for dig, der har arealer i særligt udfordrede områder og akutområder og har til hensigt at indgå i et vådlægningsprojekt.
I nogle tilfælde skal du udarbejde en hensigtserklæring i MARS for at opnå medtalt vådlægningseffekt.
Læs mere om hensigtserklæringer
Arealer, der tæller med i opgørelsen
Når vi opgør effekten, skal forudsætningerne for medtalt vådlægningseffekt være opfyldt for at effekten medtælles. Det vil blandt andet sige, at de opgjorte arealer skal være beliggende i et særligt udfordret område eller et akutområde samtidig med, at arealet er beliggende i et skitseprojekt * eller et igangværende projekt i MARS**.
Vi baserer den medtalte vådlægningseffekt på følgende opgørelser:
- Visse typer af § 3-naturbeskyttede arealer (opgøres administrativt den 24. april).
- Ekstensiverede arealer i ordningen for vand- og klimaprojekter pba. en aftale om værditabskompensation (opgøres administrativt den 24. april).
- Ansøgte arealer til midlertidig ekstensivering i 2026 (opgøres den 3. maj)
- Ansøgte arealer til permanent ekstensivering i 2026 (opgøres den 3. maj)
- Anmeldte arealer til GLM 10-brak eller GLM 10-småbiotop (opgøres den 3. maj).
- Ansøgte arealer til tilskud til grundbetaling til vinterafgrøder (opgøres den 3. maj).
Se arealtyper og afgrødekoder til medtalt vådlægningseffekt
Vi foretager opgørelserne på de oplistede datoer i oversigten. Det betyder, at ændringer i arealer eller projekter efter disse datoer ikke vil have mulighed for indgå i samlede opgørelse af medtalt vådlægningseffekt.
* Skitseprojekter i de lokale grønne treparters omlægningsplaner med følgende virkemidler: lavbund, kvælstofvådområde, p-vådområde (fosforvådområde) og ådale.
** Igangværende projekter (ansøgning/tilsagn til forundersøgelse eller tilsagn til etablering) kan være følgende: kvælstofvådområder og lavbundsprojekter, herunder også klima-lavbundsprojekter, p-vådområder (fosforvådområder) og ådale.
Kontakt din kommune for at få indtegnet et skitseprojekt
Hvis dit areal ikke er en del af et skitseprojekt eller et igangværende vådlægningsprojekt, kan du opfordre din kommune til at starte et projekt. Du kan få hjælp til dette af din lokale udtagningskonsulent. Du kan også anmode din kommune om at indtegne et skitseprojekt for dit areal ansøgt til midlertidig og permanent ekstensivering i 2026. Skitseprojekter indtegnet til og med 4. maj har mulighed for at indgå i opgørelsen for medtalt vådlægningseffekt, hvis forudsætningerne for medtalt vådlægningseffekt er opfyldt.
Hvis der er tale om et midlertidigt ekstensiveret areal, skal du sende en mail til kommunen med titlen ”skitseprojekt ifm. hensigtserklæring”. Hvis det drejer sig om et permanent ekstensiveret areal, skal du indtegne det ønskede areal i screeningsmodulet i MARS og kopiere link til polygonerne til kommunen i en mail med titlen ”skitseprojekt PE”.
Find en udtagningskonsulent