Udledningskvote og basisudvaskningsgrænse

Med den udledningsbaserede regulering får alle landbrugere en individuel udledningskvote samt en basisudvaskningsgrænse, som skal sikre at deres landbrugsproduktion ikke påvirker vandmiljøet for meget med kvælstof.

På denne side kan du læse om udledningskvoten, basisudvaskningsgrænsen samt det kommende planlægningsværktøj. Siden vil løbende blive opdateret med yderligere information.

Udledningskvote

Udledningskvoten for den enkelte bedrift er den maksimale mængde kvælstof, der samlet set må udledes fra bedriftens marker inden for et kystvandopland. Hvis en bedrift har marker i flere kystvandoplande, beregnes en udledningskvote for bedriften for hvert kystvandopland. En bedrift kan derfor have flere udledningskvoter, hvis den har marker i flere oplande.

Bedriftens udledningskvote opgøres på baggrund af bedriftens marker og et kort med udledningsgrænser. Kortet viser, hvor meget kvælstof, der må udledes per ha. Når landbrugerens markplan og planlagte hovedafgrøder er registreret, beregnes en udledningskvote på baggrund af udledningsgrænsen hvor markerne er placeret.

Udledningsgrænserne for det pågældende kystvandopland, som er opgjort på baggrund af vandområdeplanerne, angiver hvor meget kvælstof det enkelte kystvand kan tåle og samtidig opnå god økologisk tilstand.

Basisudvaskningsgrænse

Udover udledningskvoten, skal landbrugeren overholde en basisudvaskningsgrænse, som bl.a. har til formål at beskytte grundvand og habitat-natur. Basisudvaskningsgrænsen sætter et krav om at reducere mængden af kvælstof, der udvaskes fra rodzonen og erstatter de tidligere regler om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder.

Planlægningsværktøjet - her kan man få overblik

Som landbruger kan du se din udledningskvote og basisudvaskningsgrænse i det planlægningsværktøj, som SGAV åbner i september 2026.

Udledningskvoten og basisudvaskningsgrænsen bliver beregnet og vist i planlægningsværktøjet på baggrund landbrugers markplan (indtegning af marker og angivelse af hovedafgrøder), gødningsanvendelse og kvælstofreducerende virkemidler.

Læs mere udledningsregnskabet på siden "Sådan overholder du din kvælstofkvote"

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00.

Du kan også skrive til os på mail kvaelstof-klima@sgav.dk ved spørgsmål omkring kvælstofregulering.

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.