Basistilskuddet kan søges til arealer i områder, hvor der er estimeret gennemsnitlige tilpasningsomkostninger som følge af udledningsbaseret markregulering.
I løbet af efteråret vil der blive offentliggjort kortlag, hvor du kan se, i hvilke områder, du kan søge basistilskud til, samt tilskudssatserne for de enkelte arealer. Tilskudssatserne for basistilskuddet opgøres på hektarniveau og kan variere meget fra område til område.
For at søge basistilskud skal du overholde en række kriterier.
Kriterierne vil blandt andet omfatte:
- Bedriften skal være medlem af Register for Udlednings- og Gødningsregnskab.
- Arealet skal være berettiget til grundbetaling.
- Din samlede ansøgning om basistilskud og evt. tillæg under ordningen skal som minimum udgøre 2.000 kr.
- Der kan ikke søges tilskud til fradragsarealer, f.eks. arealer registreret som § 3-arealer, landskabselementer, GLM-søer og -vandhuller og eller 3-metersbræmmer.
- Udtagne arealer kan ikke få tilskud. Dette gælder også arealer under bio-ordningen midlertidig ekstensivering.
- Kompensationen kan ikke kombineres med N-tillæg under bio-ordningen Økologisk Arealstøtte (men Økologisk arealstøtte og de øvrige tillæg herunder kan godt kombineres med kompensation for udledningsbaseret markregulering).
For at modtage basistilskud skal du overholde forpligtelserne for tilskuddet.
De vigtigste forpligtelser vil være:
- Du skal overholde din udledningskvote for det kystvandopland, som det ansøgte areal ligger i.
- Du skal indsende dit Udlednings- og Gødningsregnskab rettidigt.
- De endelige kriterier og forpligtelser vil fremgå af bekendtgørelsen for ordningen.