Hovedmotoren i den grønne trepart er den frivillige arealomlægning. Arealomlægning bidrager nemlig til at sænke reguleringen i dit vandopland, når vandoplandet er i mål med kvælstofindsatsen. Skal det have effekt på, hvordan du bliver reguleret i 2027, skal du i løbet af de næste måneder søge ind i ordningerne beskrevet her på siden og samtidig - for nogle arealer - erklære din hensigt om at omlægge dine arealer de kommende år. Derefter beregner vi den endelige regulering, som bliver meldt ud i september 2026.
Dine muligheder i foråret
Herunder får du et overblik over, hvad du kan gøre i foråret 2026 for at påvirke reguleringen i dit vandopland senere hen.
Søg tilskud til et minivådområde
Deadline: Ordningen lukkede den 10. april 2026
Formålet med ordningen er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. Kontakt evt. en udtagningskonsulent for hjælp. Ansøgninger om minivådområder i 2025/26 indgår i beregningsgrundlaget for fastsættelse af reguleringstrykket for 2027 for de enkelte vandoplande.
Søg tilskud til midlertidig ekstensivering
Deadline: 24. april 2026 og med mulighed for ændringer til den 20. maj
Ordningen er for dig, der gerne vil gøre en ekstra indsats til gavn for biodiversiteten på dine landbrugsarealer og bidrage til kvælstofreduktioner. Arealer ansøgt til midlertidig ekstensivering i 2026 kan indgå i beregningsgrundlaget for fastsættelse af reguleringstrykket for 2027 for de enkelte vandoplande.
Bemærk, at der skal afgives en hensigtserklæring om fremtidig vådlægning i MARS for arealer ansøgt til midlertidig ekstensivering, hvis arealerne skal have mulighed for at opnå medtalt vådlægningseffekt. Du kan afgive en hensigtserklæring til og med den 3. maj 2026. Det betyder, at muligheden for at afgive en hensigtserklæring lukker før ændringsfristen.
Vær opmærksom på, at der går en dag, fra ansøgte arealer til midlertidig ekstensivering bliver udstillet i MARS. Når du skal afgive din hensigtserklæring den 3. maj, skal du derfor senest dagen før have sendt din ansøgning til midlertidig ekstensivering.
Læs mere om hensigtserklæringer
Søg tilskud til permanent ekstensivering
Deadline: 24. april 2026
Du kan søge ordningen, hvis du vil yde en indsats, der har en varig positiv effekt på biodiversiteten, reduktioner i udvaskning af kvælstof samt reduceret CO2-emission.
Ansøgninger om permanent ekstensivering i 2026 indgår i beregningsgrundlaget for fastsættelse af reguleringstrykket i de enkelte vandoplande for 2027.
Læs mere om permanent ekstensivering
Søg tilskud til at plante skov
Deadline: Søg senest den 4. maj 2026, hvis din ansøgning skal indgå i beregningsgrundlaget for regulering i 2027.
Ordningen er åben for løbende ansøgninger.
Formålet med ordningen er at omdanne landbrugsarealer til skov. Ordningen støtter målet i den grønne trepart om at rejse 250.000 hektar skov. Ansøgninger til skovrejsningsordningen i 2025/26 indgår i beregningsgrundlaget for fastsættelse af reguleringstrykket for 2027.
Læs mere om skovrejsning
Erklær din hensigt om at indgå i fremtidige vådlægningsprojekter for bestemte arealer
Deadline: 3. maj 2026
For visse arealer og elementer anmeldt til at opfylde GLM 10, vinterafgrøder ansøgt til grundbetaling, eller arealer og elementer ansøgt til midlertidig ekstensivering, skal der som et første trin afgives en hensigtserklæring i MARS for, at den forventede effekt af vådlægning af arealet tæller med i de samlede beregninger af reguleringen i 2027 for hvert vandopland. Arealer, der er permanent ekstensiveret eller § 3-arealer, som kan vådlægges, medregnes automatisk.
Læs mere om hensigtserklæringer
I foråret 2026 opgør vi status på udtagningsindsatsen
I april og maj 2026 gør vi status på udtagningsindsatsen, herunder medtalt vådlægningseffekt i særligt udfordrede områder og akutområder. De konkrete skæringsdatoer for opgørelserne er netop meldt ud.
Se skæringsdatoer og hvordan vi opgør medtalt vådlægningseffekt i særligt udfordrede områder og akutområder