For at understøtte den danske grøntsagsproduktion har aftalepartierne bag Aftale om Implementering af et Grønt Danmark besluttet, at arealer med grøntsagsproduktion midlertidigt undtages fra den nye kvælstofreguleringsmodel i 2027, således at den eksisterende lovgivning fastholdes, og se på vidensgrundlaget for udvalgte områder.
Læs pressemeddelelse om tillægsaftalen fra 1. september 2026
For at sikre en effektiv kontrol er undtagelsen dog ikke total:
- Undtagelsen gælder: Grøntsagsproduktion på friland (se listen over afgrødekoder i bunden af denne side).
- Undtagelsen gælder IKKE: Arealer med sukkermajs og ærter til humankonsum. Disse er ekskluderet, da de kan forveksles med afgrøder til husdyrfoder. Eksklusionen er dermed nødvendig for at sikre effektiv kontrol.
Vigtige opmærksomhedspunkter
- Bortfald af udledningskvoter: Ved undtagelsen bortfalder udledningskvoterne på de pågældende grøntsagsarealer i 2027.
- Ingen kompensation: Arealer, der undtages fra reguleringen i 2027, vil ikke kunne modtage kompensation efter den besluttede kompensationsordning.
- Fortsat regulering: Grøntsagsproduktion, der undtages fra den nye regulering, vil fortsat i vidt omfang være omfattet af de nuværende reguleringsregler for sektoren. Præcist hvilke regler vil fremgå af bekendtgørelsen om virksomheders anvendelse af gødning og dyrkningsrelaterede tiltag m.v. Desuden vil der fremgå yderligere information i vejledningen, der kommer senere på året.
Styrket vidensgrundlag og ekspertinddragelse
Forud for nedsættelsen af det faglige ekspertudvalg er relevante eksperter indkaldt for at gennemgå det samlede vidensgrundlag for kvælstofudvaskning fra både grøntsags- og kartoffeldyrkning, herunder stivelseskartofler. Formålet er at opnå et fagligt grundlag for at vurdere, om reguleringen bør justeres.
Det kommende faglige udvalg får desuden til opgave løbende at opdatere parameter- og standardværdier, som er afgørende for opgørelsen af kvælstofudvaskningen fra landbrugsarealerne. Udvalget nedsættes formelt pr. 1. januar 2027.