§ 25-tilladelse til Svanemøllen Skybrudstunnel

06-10-2025

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har den 6. oktober 2025 offentliggjort miljøkonsekvensrapport samt § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven for Svanemøllen Skybrudstunnel.

Svanemøllen Skybrudstunnel er et samarbejde mellem HOFOR, Novafos og Frederiksberg Forsyning om etablering af en ny tunnel, som har til formål at mindske skader og gener forårsaget af skybrud i det nordlige København og det sydlige Gentofte og Gladsaxe.  Med projektet vil lokale oversvømmelser blive minimeret og forurening af blandt andet Utterslev Mose og Svanemøllebugten vil blive væsentligt nedsat.

Her finder du materialet

Materialet består af §25-tilladelse med bilag samt Bygherres Miljøkonsekvensrapport med bilag.

Du kan finde materialet på styrelsens hjemmeside om projektet:

Projekthjemmeside

Du kan også få materialet og få flere oplysninger om projektet ved at sende en mail hertil: mop@sgav.dk.

Projektet har journal nr.: 2025-45626.

Udover §25-tilladelsen træffer styrelsen afgørelse om dispensation efter artsfredningsbekendtgørelsen.

Københavns Kommune træffer afgørelse vedrørende udledninger efter miljøbeskyttelsesloven, Kystdirektoratet træffer afgørelse efter § 16a i Kystbeskyttelsesloven for så vidt angår de dele af projektet, der anlægges på søterritoriet, og Trafikstyrelsen giver administrativ tilladelse efter §21 i  ”Bekendtgørelse om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne for de dele af projektet, der udføres i tilknytning til havnen.” Afgørelserne kan ses på de respektive myndigheders hjemmesider.

Offentliggørelse

Styrelsens afgørelse efter §25 annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i SGAVs sagsbehandling, og at henvendelser i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Klagevejledning

Klagevejledning fremgår af § 25-tilladelsen. En eventuel klage skal være modtaget senest fire uger efter offentliggørelsen af afgørelsen, dvs. mandag den 3. november 2025.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentliggørelse.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.