Offentlig høring af miljøkonsekvensrapport og udkast til tilladelser for Svanemøllen Skybrudstunnel

04-08-2025

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø offentliggør den 4. august 2025 udkast til miljøvurderingstilladelse, udkast til udledningstilladelse mm. samt tilhørende miljøkonsekvensrapport for både landdel og havdel for projektet Svanemøllen Skybrudstunnel.

Offentlighedsfasen vil blive annonceret på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside. Materialet kan ses samme sted eller fås ved henvendelse til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på tlf. 45 33 95 80 00.

Find høringsmaterialet på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside

Materialet er i høring i 6 uger, fra den 4. august til den 12. september

Indsigelser og bemærkninger til materialet kan sendes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C, eller på e-mail til mail@sgav.dk med angivelse af journalnummer 2025-14363. Indsigelser og bemærkninger skal være Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i hænde senest den 12. september 2025 for at indgå i den endelige vurdering af, om projektet kan gennemføres.

Materialet består af:

  • miljøkonsekvensrapport for land- og havdel, inklusive bilag
  • udkast til § 25-tilladelse og udkast til dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og udledningstilladelser fra Københavns Kommune.

Hvad er Svanemøllen Skybrudstunnel?

Svanemøllen Skybrudstunnel er et vigtigt skridt på vej mod klimasikring af det nordlige hovedstadsområde, fra Utterslev Mose og Nørrebro til Øresund. Tunnelen, der forventes at blive sat i drift i 2033, skal hjælpe mod oversvømmelser i store dele af København, Gentofte og Gladsaxe under kraftig regn eller skybrud.

Høring på Kystdirektoratets og Trafikstyrelsens ansvarsområder

Høring af miljøkonsekvensrapporten gælder også Kystdirektoratets og Trafikstyrelsens ansvarsområder. Kystdirektoratet giver tilladelse efter § 16a i Kystbeskyttelsesloven for de dele af projektet, der anlægges på søterritoriet, og Trafikstyrelsen giver administrativ tilladelse efter § 21 i  ”Bekendtgørelse om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne for de dele af projektet, der udføres i tilknytning til havnen.” Tilladelserne vil fremgå af Kystdirektoratets og Trafikstyrelsens hjemmesider, efter høringen af miljøkonsekvensrapporten er afsluttet.

Offentlige informationsmøder

Som et led i offentliggørelsen inviterer forsyningsselskaberne som bygherre til offentligt møde om projektet. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil være til stede på møderne, som finder sted:

Informationsmøde i Gladsaxe:

Mandag den 18. august kl. 19.00-20.30, Grønnemose Skole, Skolesvinget 10, 2860 Søborg

Online-informationsmøde:

Onsdag den 20. august kl. 19.00-20.30. Deltag via www.hofor.dk/sst

Informationsmøde København:

Tirsdag den 26. august kl. 19.00-20.30, Biblioteket Rentemestervej, Rentemestervej 76, 2400 København

Informationsmøde Gentofte:

Torsdag den 28. august kl. 19.00-20.30, Gentofte Rådhus, Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund.

Desuden stiller forsyningsselskaberne op flere steder i lokalområdet, så du kan få svar på evt. spørgsmål om projektet. På www.hofor.dk/sst kan du finde mere om, hvor der er lokale pop-up-møder.

Det er forsyningsselskaberne, der står for tunnelbyggeriet, som holder møderne for naboer og andre interesserede – HOFOR, Novafos og Frederiksberg Forsyning.

Den videre proces

Når den offentlige høring er afsluttet, vil de indkomne forslag, indsigelser og bemærkninger blive behandlet af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Københavns Kommune, Kystdirektoratet og Trafikstyrelsen. Herefter besluttes, om der kan meddeles tilladelser til projektet, og der annonceres på de respektive myndighedernes hjemmesider.

Klagevejledning vil fremgå af afgørelserne.

 

 

 

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.