Vent med at starte projekter under Miljø- og klimateknologi, indtil du har sendt din ansøgning

02-09-2026

Ordningen Miljø- og klimateknologi åbner for ansøgninger den 1. oktober 2026. Det er vigtigt at være opmærksom på, at du først må gå i gang med dit projekt, når ansøgningen er sendt. Hvis dit projekt påbegyndes efter indsendelse af ansøgningen, men inden der er givet tilsagn, er påbegyndelse for egen regning og risiko.

Foto: © Dyrenes Beskyttelse

Når du har sendt din ansøgning til styrelsen, må projektet sættes i gang for din egen regning og risiko. Det betyder, at du kan bestille, modtage og installere varer som indgår i dit projekt. Hvis ansøgningen ikke resulterer i et tilsagn, må du selv betale alle projektudgifter.

Før du sender ansøgning om tilsagn, må du gerne indhente rådgivning til projektet, indhente tilbud fra forskellige leverandører og foretage andre forberedende aktiviteter (fx søge om eventuelle nødvendige tilladelser hos andre offentlige myndigheder).

Projektet er ikke tilskudsberettiget, hvis du, inden du sender din ansøgning om tilsagn om tilskud til os, fx har:

  • bestilt varer og ydelser til projektet
  • indgået bindende aftaler med håndværkere og andre leverandører
  • fået leveret varer og ydelser til projektet
  • betalt udgifter til projektet, herunder forudbetaling
  • fået udstedt faktura med udgifter til projektet.

Særligt for indsatsområde 9

Hvis du søger tilskud til Indsatsområde 9 (Omlægning af burægproduktion) skal du være eller have været registreret med et aktivt CVR-nummer, som i det Centrale Husdyrbrugsregister er registreret med en produktion af stimulusberiget burhønsehold, konsumæg efter den 1. januar 2025. Det betyder, at du allerede nu må forberede dig til omlægningen i form af slagtning af dine dyr.

Formålet med ordningen Miljø- og klimateknologi

Formålet med ordningen er dels at fremme den grønne omstilling i landbruget, dels at forbedre dyrevelfærden i landbruget. Det sker ved at give tilskud til investeringer i nye teknologier, der bidrager til at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra landbrugsproduktionen. Derudover sker det ved at give tilskud til omlægning af burægsproduktion. Ordningen er en del af CAP-planen 2023-27.

Hold øje med tilskudsguiden på vores hjemmeside – her kommer der mere information om ordningen, når ansøgningsrunden åbner 1. oktober.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: baeredygtig-landbrugsproduktion@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.