Ny bekendtgørelse om ulvesikring af hegn

01-09-2026

Når man fra 1. september kan søge tilskud til ulvesikring af hegn, sker det med afsæt i nye penge og en helt ny bekendtgørelse.

Nu kan man igen søge tilskud til ulvesikring af hegn. Arkivfoto: SGAV

Det er ikke noget nyt, at husdyrholdere i Jylland kan søge om tilskud til at forstærke deres hegn mod ulveangreb. Men det er nyt, at tilskuddet har fået sin egen bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø beskriver ud over den almindelige tilskudsordning til hegn også den såkaldte akutordning for tilskud til hegn og kompensation for husdyr mistet som følge af ulveangreb.

”Der etableres nu en klar og ensartet juridisk ramme for forvaltningen af tilskud til ulvesikring af hegn og kompensation af husdyr. Ulven er kommet for at blive i den danske natur, så det giver god mening, at der nu etableres en klar juridisk ramme for en række af de vigtigste forvaltningsmæssige tiltag overfor ulv,” siger kontorchef Jens Skovager Østergaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Læs bekendtgørelsen her

Sikring af hegn med ekstra tråd og strøm yder en effektiv beskyttelse af husdyr. Der har været ydet tilskud til ulvesikring af hegn siden 2017, og først i 2025 indtraf det første angreb bag korrekt opsatte ulvesikrede hegn.

Millioner til sikring af hegn

Der er afsat 60 millioner til ulvesikring af hegn. Læs pressemeddelelse her

Flere typer hegn

Bekendtgørelsen beskriver fire forskellige hegnstyper, hvor der ydes et tilskud på mellem 40 og 90 kroner pr. meter.

Søg tilskud til ulvesikring af hegn 

Tilskuddet afhænger dels af hegnstype, men også af, hvor besværlig opsætning og vedligehold er.

Tilskuddet udbetales forud, så husdyrholdere ikke selv skal lægge ud for indkøb af fx hegnstråd og pæle.

For de mobile hegn er der et maksimumbeløb på 250.000 kroner per ansøgning. Loftet er nødvendigt for at sikre en målrettet og retfærdig fordeling af tilskudsmidlerne.

Bekendtgørelsen beskriver også de satser, som mistede husdyr kompenseres efter.

 

 

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.