Digital ansøgning med ELEX
Den 11. november 2026 udruller Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø det nye elektroniske system, ELEX. Med ELEX skal du fremover indsende dine ansøgninger om import- og eksportlicenser digitalt. Systemet er udviklet med fokus på brugervenlighed, så du kan gennemføre dine ansøgninger i få trin og samle alle relevante oplysninger ét sted.
For at tilgå ELEX kræves adgang med MitID Erhverv. Hvis din virksomhed endnu ikke har MitID Erhverv, anbefaler vi, at du får det oprettet i god tid, inden du skal bruge systemet.
Tilgå MitID Erhverv
Overgangsperiode: Licenser udstedes på papir
Selvom ansøgningsprocessen bliver digital, befinder vi os i en overgangsfase. Indtil Toldstyrelsen er teknisk tilkoblet det fælleseuropæiske system ELAN, vil selve licenserne fortsat blive administreret og udstedt på papir. Vi forventer, at Toldstyrelsen bliver tilkoblet inden udgangen af 2026. Herefter kan vi udstede til elektroniske licenser for varer, der importeres direkte til Danmark.
Vi gennemfører en midlertidig justering af arbejdsgangene for at sikre en stabil drift og en tryg implementering af ELEX. Det betyder konkret, at vi ikke udsteder licenser om onsdagen. Vi anbefaler, at du planlægger dine ansøgninger derefter.
Fra nationale systemer til fælles EU-standard
EU-Kommissionen arbejder på at etablere et fælles elektronisk licenssystem for alle EU's medlemslande. Systemet skal håndtere oplysninger om import- og eksportlicenser på tværs af landegrænser og være direkte integreret med toldmyndighedernes systemer.
Som led i denne proces udvikler medlemslandene nationale systemer, der kan integreres med det fælleseuropæiske system ELAN. ELEX er Danmarks bidrag til denne infrastruktur. Implementeringen er en del af et større digitaliseringsprojekt, som vil foregå gradvist frem mod 2028, hvor det bliver et krav for alle medlemslande at anvende elektroniske licenser.
Læs mere
Læs mere om ELEX på vores hjemmeside