Ny tilskudsordning til at bruge metanreducerende foder i 2027

08-10-2026

Hvis du er landbruger med flere end 50 konventionelle malkekøer, kan du fra i dag den 8. oktober 2026 søge om tilskud til at bruge metanreducerende foder i 2027. Vi har netop offentliggjort vejledningen for bekendtgørelsen, hvor du kan læse mere om reglerne, og hvordan du søger.

Vi åbner i dag for dette års tilskudsordning om metanreducerende foder, som er en statsstøtteordning, der skal bidrage til at reducere metanudledningen fra konventionelle malkekøer. Ordningen yder tilskud til frivillig brug af metanreducerende fodertilsætningsstoffer med 3-NOP ud over de 80 dages fodring, som er nødvendig for bedrifter, der opfylder det obligatoriske krav ved hjælp af 3-NOP. Formålet med ordningen er at reducere klimapåvirkningen fra malkekøer.

Kan du søge ordningen?

Du kan søge ordningen, hvis du ejer en bedrift med konventionelle malkekøer og havde flere end 50 køer på din bedrift registreret i CHR den 1. oktober 2026. Hvis alle dine køer er økologisk certificerede eller under omlægning til økologi, er du fritaget fra kravet.

De vigtigste betingelser for at søge om tilsagn under ordningen er, at:

  • du har konventionelle malkekøer korrekt registreret i CHR
  • du har flere end 50 køer pr. 1. oktober 2026.

Sådan søger du ordningen

Du søger om tilsagn i Tast selv. Når du søger ordningen for metanreducerende foder, indgår du i et etårigt tilsagn, og du får hele beløbet udbetalt på én gang, når du søger om udbetaling i 2028. Du skal kunne dokumentere, at du har købt 3-NOP, når du søger om udbetaling. Hvis du vælger 3-NOP, skal du være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt alene er Bovaer, der er godkendt som fodertilsætningsstof med metanreducerende effekt hos kvæg.

Hvornår kan du søge ordningen?

Du kan søge om tilsagn fra den 8. oktober 2026 til og med den 5. november 2026. Når ansøgningsrunden lukker, kan du ikke længere søge om tilsagn og derved heller ikke få tilskud til dine udgifter forbundet med din frivillige brug af 3-NOP i 2027. Du må først begynde at købe 3-NOP, dagen efter du har sendt din ansøgning, ellers kan vi ikke kompensere dine udgifter.

Hvis du får et tilsagn, kan du søge om udbetaling fra januar 2028 for brugen af metanreducerende foder i 2027.

Læs vejledningen

Søg om tilsagn i Tast selv

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.