Kontakt din kommune nu, hvis du ønsker et areal frigivet til et minivådområde i 2026

05-10-2026

Fra den 5. oktober til 26. oktober kan enten du, som er lodsejer, eller din udtagningskonsulent anmode din kommune om at frigive arealer, der ellers er udpeget til kommunale vådområder. Du kan bruge de frigivne arealer til at etablere minivådområder.

Vi har offentliggjort udpegningskortet for minivådområdeordningen. Kortet viser, hvor lodsejere kan søge tilskud til at etablere minivådområder i 2026. Næste ansøgningsrunde åbner i december 2026.

Du kan finde det nye udpegningskort på MiljøGIS under fanen ”minivådområder”. Kortet hedder 'Minivådområdekort 2026, før høring’.

Find kortet på Miljøgis

Det er Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, der har leveret datagrundlaget til udpegningskortet. Bemærk, at udpegningskortet er sendt i høring, og vi tager forbehold for mindre ændringer.

Vil du søge tilskud til at etablere et minivådområde på et areal udpeget til kommunalt vådområde?

På udpegningskortet kan du også se arealer, der er reserveret til de større, kommunale vådområdeprojekter. Det er arealer klassificeret som ’opland til lavbund i ådal’ og bliver i kortet vist som:

  • Betinget egnet (lysegrøn)
  • Betinget potentielt egnet (lysegul)

Hvis du som lodsejer ønsker at søge om tilskud til at etablere et minivådområde i 2026 på et areal, der er markeret som 'betinget egnet' eller 'betinget potentielt egnet' i vores udpegningskort, så kan du eller din udtagningskonsulent lige nu anmode din kommune om, at de frigiver arealet.

Udtagningskonsulenterne kan selv udarbejde polygoner i GIS af de arealer, de ønsker frigivet og få arealerne godkendt hos kommunen. Kommunen kan også selv udarbejde polygonet. Dette forudsætter, at kommunen accepterer, at udtagningskonsulenten påtager sig opgaven med udarbejdelse af gis-polygoner.

Kommunen eller udtagningskonsulenten skal senest 26. oktober 2026 oplyse til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, om arealet kan bruges til et minivådområde. Hvis udtagningskonsulenten selv fremsender arealet, der ønskes frigivet, til styrelsen, skal godkendelsen fra kommunen være vedhæftet. I godkendelsen skal det være tydeligt, hvilket areal der er frigivet.

Vi anbefaler, at du hurtigst muligt sender din anmodning til din kommune, som herefter vurderer din sag, og tager stilling til, om et minivådområde vil være et bedre virkemiddel på det specifikke areal end et stort vådområde.

Du kan læse mere om proceduren for frigivelse af arealer i vores faktaark

Planlæg gerne din ansøgning allerede nu, og få gratis hjælp fra din udtagningskonsulent

Det er en god idé at planlægge din ansøgning allerede nu, hvis du overvejer at søge om tilskud til at etablere et minivådområde i ansøgningsrunden 2026.

Du kan få gratis hjælp til at søge om tilskud til etablering af et minivådområde hos udtagningskonsulenterne. Hvis du ikke allerede er i kontakt med en udtagningskonsulent, er det en god idé at kontakte én allerede nu.

Få hjælp på udtagningskonsulenterne.dk

Formål med ordningen

Minivådområdeordningen er en af de frivillige indsatser, som skal medvirke til at reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Ordningen finansieres med EU-midler under den danske CAP-plan. I 2026 er den økonomiske pulje 96 mio. kr.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: euogprojekt@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.

Finansieret af Den Europæiske Union