Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har modtaget ansøgninger til forundersøgelsesprojekter under tilskudsordningen vådområder og lavbundsprojekter (VLP) for mere end 600 mio. kr. Der var oprindeligt budgetteret med 100 mio. kr. til forundersøgelsesprojekter.
Der er nu fundet midler til at imødekomme alle ansøgninger, der lever op til kriterierne. Og ordningen er tilmed blevet forlænget, så du kan stadig sende en ansøgning om et forundersøgelsesprojekt.
I den kommende tid bliver der givet tilsagn til forundersøgelsesprojekter. Her er de forhold, du skal være opmærksom på, når du har modtaget tilsagn om tilskud til dit forundersøgelsesprojekt.
Tilsagnsbeløbet er et maksimumbeløb
Når du modtager tilsagn om tilskud til dit forundersøgelsesprojekt, vil der fremgå et tilsagnsbeløb af tilsagnsbrevet. Dette beløb er et maksimumbeløb, som udgifterne til gennemførsel af projektet skal holdes indenfor. Det betyder, at du kan afholde tilskudsberettigede udgifter op til det tilsagnsbeløb, der fremgår af brevet.
Vær opmærksom på, at du først bør gå i gang med projektet og afholde udgifter, når du har modtaget tilsagnsbrevet. Udgifter afholdt efter ansøgningen er indsendt kan dækkes under ordningen, men kun hvis der opnås tilsagn.
Forundersøgelsesprojekter får et tilskud baseret på det konkrete projektområdes størrelse samt startomkostninger svarende til 50.000 kr. Tilsagnsbeløbet gives efter følgende satser:
Projektets størrelse i hektar
|
Pris pr. hektar
|
| 0-10 |
73.000 kr. |
| 11-25 |
40.200 kr. |
| 26-50 |
28.200 kr. |
| 51-100 |
20.000 kr. |
| 101-150 |
13.000 kr. |
| 151-250 |
11.500 kr. |
| 251-1.000 |
8.000 kr. |
| Større end 1000 |
2.800 kr. |
Beløbet, der fremgik af kvitteringsbrevet, skal du som tidligere udmeldt se bort fra, og har ingen betydning for det efterfølgende tilsagn.
Sagsbehandlingstid
Du kan forvente en sagsbehandlingstid af forundersøgelserne på op til 90 dage, fra vi har modtaget din ansøgning. Hvis vi mangler supplerende oplysninger til en ansøgning, kontakter vi projektansøgeren direkte.
Forundersøgelse af naturtiltag afhænger om overlap mellem projekt og biodiversitetskort
Muligheden for at undersøge for udvalgte naturtiltag i projektområdet afhænger af, om der er et overlap på 50 procent eller derover mellem projektområdet og biodiversitetskortet. Derudover skal du som ansøger også have tilkendegivet i ansøgningsskemaet, at du ønsker at undersøge for naturforbedrende tiltag. Der kan kun undersøges for de naturtiltag, der fremgår af bekendtgørelsens bilag 7.
I forbindelse med behandlingen af ansøgningerne vil det afklares, om kravet til at undersøge for udvalgte naturtiltag i projektområdet er opfyldt. Hvis vi vurderer, at det er nødvendigt, vil der blive sendt høringer til ansøgeren som en del af sagsbehandlingen. Hastigheden af besvarelser af høringer kan få betydning for sagsbehandlingstiden i den enkelte sag.
Overlappet mellem projektområdet og biodiversitetskortet bliver automatisk beregnet i MARS. Det betyder, at du kan finde størrelsen på overlappet (i procent) i den PDF-rapport, der automatisk genereres i MARS som en del af ansøgningsmaterialet.
Webinar kan ses på tilskudsguiden
På tilskudsguiden kan du se eller gense webinaret om VLP, som vi holdt den 19. august 2026. Du kan også læse svar på spørgsmål fra webinaret og finde mere information om, hvordan du gennemfører din forundersøgelse på tilskudsguiden for ordningen.
Besøg tilskudsguiden