Vi lemper praksis, når vi vurderer, om du har rådighed over arealer med plejegræs-tilsagn

02-03-2026

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø lemper sin praksis for vurdering af rådighed i forpagtningsaftaler under tilsagnsordningen Pleje af græs- og naturarealer. Du har som tilsagnshaver ansvaret for, at din rådighed er tilstrækkelig til at kunne opfylde alle forpligtelser.

Køer på græs-og naturareal

Når du søger tilsagn om pleje af græs- og naturarealer, er det et krav, at du har rådighed over arealet for at sikre, at alle forpligtelserne i tilsagnet opfyldes. Det er dit ansvar som ansøger, at din rådighed over arealet er tilstrækkelig, så du kan opfylde alle forpligtigelser i tilsagnet. Dette gælder også, når du forpagter arealet.

Vi har gennemgået vores hidtidige praksis i forhold til at vurdere ansøgers rådighed over arealet, og vi har konstateret, at den har været for restriktiv. Vi lemper derfor praksis, så vi fremadrettet vil lægge vægt på, at der ikke er andre end tilsagnshaver, der har ret til at udføre aktiviteter på arealet, der er relevante i forhold til tilsagnsbetingelserne. Det betyder, at hvis du har et plejegræs-tilsagn på et areal, som du forpagter, er det vigtigt, at du som forpagter er ansvarlig for opfyldelse af alle forpligtelser i tilsagnet, f.eks. forpligtigelse til slæt eller afgræsning samt forbud mod gødskning og sprøjtning.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil snarest opdatere vejledningen med mere information, så du som forpagter og tilsagnshaver kan sikre dig, at du har tilstrækkelig rådighed over arealet for at opfylde tilsagnets betingelser. Vi ser også på, hvilken betydning den ændrede praksis vil få for eksisterende og allerede afgjorte sager.

Læs mere om pleje af græs- og naturarealer

Pleje af græs- og naturarealer skal beskytte og forbedre biotopforhold og biodiversitet ved, at prioriterede arealer drives med afgræsning eller slæt. Læs mere om ordningen på siden:

Pleje af græs- og naturarealer

Ordningen Pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 66/67) er en del af det danske landdistriktsprogram. Ordningen Pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 68/69) er en del af den danske CAP-plan, CAP2023. Ordningerne er medfinansieret af EU.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: baeredygtig-landbrugsproduktion@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.

Finansieret af Den Europæiske Union