Appen Arter var med i lommen på alle deltagerne, der jagtede plante- og dyrearter i København. Deltagerne brugte appen til at artsbestemme planter og dyr ved hjælp af mobilens kamera.
I alt blev hele 767 forskellige arter registreret af de 206 deltagere under City Nature Challenge i København 24.-27. april 2026.
”Bioblitzen synliggør, at byen rummer et markant naturpotentiale. Der er stor rigdom af arter i byernes grønne områder og nogen gange også på overraskende steder som byens lidt glemte, vilde strækninger langs jernbaner og byggepladser,” siger projektleder Payana Parton Henriksen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der sammen med flere parter står bag Arter.
Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Cikader på Nørrebro
I De Gamles By på Nørrebro blev der registreret to sjældne arter, småcikaden Synophropsis lauri og Dværgmariehønen Nephus bipunctatus
På en træstub på Amager Fælled blev der fundet to arter, der aldrig før er fundet på Amager: Stor barkmyre (Leptothorax acervorum) og Elle-skovsmælder (Apendus pomorum).
Der blev også for fundet en dannebrogsbille (Bitoma crenata), der er ny for Amager Fælled.
Læs mere om City Nature Challenge
Fakta om bioblitz:
En bioblitz er en lynundersøgelse, hvor eksperter og frivillige i fællesskab registrerer så mange planter og dyr som muligt i et specifikt afgrænset naturområde. Formålet er at kortlægge biodiversiteten, skabe naturbevidsthed og indsamle data til forskning.
Den hyppigst registrerede art under bioblitzen City Nature Challenge var planten vorterod skarpt efterfulgt af mirabel, som er en busk eller lille træ.
Deltageren med flest fund og flest arter var Linda Kjær-Thomsen som nåede op på hele 119 arter fordelt på 132 fund.
Vær med til kvalitetssikre fundene
Det er fortsat muligt at bidrage til City Nature Challenge København 2026 ved at hjælpe med at tjekke eller validere, som det også kaldes, fundene.
Det kan man gøre ved hjælp af appen Arter frem til 10. maj: Søgeresultat fra Arter - Arter
Hele otte organisationer stod i spidsen for bioblitzer rundt om i byen – tak for nogle velplanlagte og rigtig gode arrangementer til Arternes Ambassade København, Amager Fælleds Venner, Vejbred, Vild Campus, Miljøpunkt Amager, Natur & Ungdom København, Havets Helte og Miljøpunkt Nørrebro.