Målrettet kvælstofregulering: Se hvor der kommer krav om obligatoriske efterafgrøder

12-06-2026

Efter årets ansøgningsrunde mangler en indsats på ca. 6.300 hektar fordelt på 20 kystvandoplande.

Formålet med den målrettede kvælstofregulering er at mindske kvælstofudvaskning til vandmiljøet. Mange landbrugere har søgt tilskud i årets ansøgningsrunde, men i nogle kystvandoplande er der ikke søgt om tilstrækkeligt med målrettede efterafgrøder eller alternativer.

Der mangler en samlet indsats på ca. 6.300 hektar efterafgrøder. Det svarer til, at der mangler knap 2 procent af det samlede indsatsbehov for 2026. Sammenlignet med tidligere år er det et relativt lille udestående, hvilket bl.a. kan skyldes, at indsatsbehovet i 2026 er fordelt mellem flere kystvandoplande sammenlignet med tidligere år.

Den resterende indsats skal hentes ved et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor der er et restindsatsbehov. Det er ikke muligt at få tilskud til de obligatoriske efterafgrøder.

Kort over obligatoriske målrettede efterafgrøder

Kortet herunder viser de kystvandoplande, hvor der kommer et krav om obligatoriske efterafgrøder i 2026.

Hvem er omfattet af et krav?

Landbrugere, der har marker i de 20 kystvandoplande, hvor der kommer et krav, vil som udgangspunkt være omfattet af kravet. Du er dog undtaget, hvis du er økolog, eller hvis din bedrifts efterafgrødegrundareal er under 10 hektar.

Sådan kan du se dit krav

Har du et krav om obligatoriske efterafgrøder, vil du inden længe kunne se en beregning af kravet i skemaet ”Gødningskvote og Efterafgrøder” (GKEA). I Internet Markkort (IMK) vil du også snart kunne se, om en eller flere af dine marker ligger i de områder, hvor der er et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Vi modregner dine frivillige målrettede efterafgrøder i dit krav

Hvis du i den frivillige del af målrettet kvælstofregulering har fået tilsagn om tilskud til efterafgrøder og alternativer eller har fået godkendt en ansøgning om reduceret kvælstofkvote, modregner vi det automatisk i et eventuelt krav om obligatoriske efterafgrøder.

Det vil sige, at hvis du for eksempel har fået tilsagn om tre hektar efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering, og er omfattet af et krav om fire hektar obligatoriske efterafgrøder, skal du kun udlægge én ekstra hektar efterafgrøder for at opfylde dit krav.

Det vil fremgå af GKEA-skemaet, om du ved hjælp af dit tilsagn til målrettet kvælstofregulering allerede opfylder kravet om obligatoriske efterafgrøder, eller hvor mange ekstra hektar efterafgrøder, du evt. skal udlægge.

Sådan opfylder du dit krav

Som udgangspunkt gælder de samme betingelser for obligatoriske målrettede efterafgrøder som for de pligtige efterafgrøder. Det gælder f.eks. med hensyn til frister for etablering og hvilke typer af efterafgrøder og alternativer, du kan bruge.

Hvis du vælger at opfylde dit krav ved at etablere efterafgrøder eller alternativer, skal du indberette dette i dit GKEA-skema senest 10. september.

Du kan også opfylde dit krav om obligatoriske efterafgrøder ved at reducere din kvælstofkvote for planperioden 2026/2027. Ønsker du at vælge denne mulighed, skal du ikke foretage dig noget. Din kvælstofkvote bliver automatisk reduceret, hvis du ikke indberetter efterafgrøder eller andre virkemidler til at opfylde dit krav.

Vejledningen og bekendtgørelsen er i høring

Bekendtgørelse og vejledning om krav om etablering af målrettede efterafgrøder er sendt i høring med frist 9. juli 2026.

Høring af bekendtgørelse om krav om etablering af målrettede efterafgrøder i planperioden 2026/2027 (Høringsportalen)

Høring af Vejledning om obligatoriske målrettede efterafgrøder 2026 (Høringsportalen)

Se kravet i pct. af efterafgrødearealet i de enkelte kystvandoplande

Læs mere

Du kan læse mere om målrettet kvælstofregulering på vores hjemmeside.

Målrettet kvælstofregulering

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.