Den nye tilskudsordning ’Vådområder og lavbundsprojekter’ (VLP) er en videreførelse af de tidligere tilskudsordninger ’Vand- og klimaprojekter’ (VKP) og ’Klima-lavbundsprojekter’ (KLA). For at gøre det mere enkelt at søge om tilskud til vådområde- og lavbundsprojekter indsendes alle ansøgninger nu via den fælles platform MARS (Multifunktionel Arealregistrering).
Læs hvordan du søger ’Vådområder og lavbundsprojekter’ (VLP) på vores tilskudsguide
Webinar om ’Vådområder og lavbundsprojekter’ i august
I forlængelse af åbningen af ordningen ’Vådområder og lavbundsprojekter’ afholder vi medio august et webinar, hvor vi informerer om de nye regler og ansøgningsprocessen for tilskudsordningen.
Vi udsender en separat invitation til webinaret med mulighed for tilmelding primo august.
Ansøg om tilskud til et forundersøgelsesprojekt
I 2026 er der pt. afsat 100 mio. kr. til forundersøgelsesprojekter. Som noget nyt gives tilsagn til forundersøgelser efter først-til-mølle-princippet. Dvs. at vi løbende tildeler tilsagn om tilskud til forundersøgelser i den rækkefølge, som ansøgningerne indsendes – så længe de opfylder kriterierne for en forundersøgelse og inden for den eksisterende ramme.
Forundersøgelser kan søges af både offentlige og private ansøgere, herunder fonde.
Ansøg om tilskud til et etableringsprojekt
Den nye ordning giver mulighed for at søge om etableringsprojekter i to spor: Et EU-finansieret vand- og klimaprojekt eller et nationalt finansieret kvælstofvådområde- og lavbundsprojekt.
Spor 1: Vand- og klimaprojekter omfatter vådområder, lavbundsprojekter, fosforvådområder og restaurering af ådale. Ordningen giver mulighed for jordfordeling, jordkøb samt værditabs- eller engangskompensation og er målrettet større projekter med flere lodsejere, hvor en kommune eller Naturstyrelsen er projektejer.
Etableringsprojekter med behov for jordfordeling kan søges i to ansøgningsrunder:
- 12. august – 30. september 2026
- 3. november 2026 – 23. februar 2027
Spor 2: Kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter er målrettet mindre projekter uden jordfordeling. Lodsejerne beholder deres jord og modtager kompensation efter faste satser. Kommuner, private lodsejere og fonde kan søge, og der kan løbende indsendes ansøgninger resten af året.
Natur i ordningen
I 2026 er det som noget nyt muligt at få tilskud til at forundersøge naturtiltag i projekterne.
Der er afsat 100 mio. kr. til natur i ordningen ’Vådområde og lavbundsprojekter’ i perioden 2026-2028. Disse midler skal tillige dække tilskud til etablering af naturtiltag. Mulighed for tilskud til etablering af naturtiltag forventes implementeret i 2027.
Projekterne gavner vandmiljø, klimaet og natur
Den nye tilskudsordning følger op på den grønne trepartsaftale (Aftale om et Grønt Danmark) og skal understøtte en mere sammenhængende indsats for vådområde- og lavbundsprojekter.
Vådområdeprojekter reducerer udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet og bidrager til opfyldelsen af Vandrammedirektivets mål. De kan samtidig have en positiv effekt på klimaet.
Lavbundsprojekter reducerer udledningen af drivhusgasser fra kulstofrige jorde og kan også mindske udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet.
Læs mere om reglerne for ordningen ’Vådområder og lavbundsprojekter’ (VLP) på Retsinformation.dk