Hvordan sikres den nødvendige viden om effekterne af klimatiltag, potentielle negative sideeffekter og implementering af tiltagene i praksis? De spørgsmål skal ’Klimatiltagsprogrammet 2027-2030’ være med til at svare på.
I dag åbner vi forskningsprogrammet med en samlet pulje på over 200 millioner kroner, som landets universiteter og forskningsinstitutioner kan søge frem til den 15. september 2026.
Klimatiltagsprogrammet skal også bidrage til, at klimatiltagene kan indregnes i den nationale emissionsopgørelse og indgå i en fremtidig bedriftsnær CO2e-regulering.
”Vi har brug for løsninger, der både reducerer udledningerne og fungerer på den enkelte bedrift. Vi håber, at forskningsprogrammet kan bygge bro mellem forskning og praksis, så klimatiltag kan implementeres med sikker viden om både klimaeffekter og mulige sideeffekter” siger kontorchef Peter Eigaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Forskningsprogrammets indsatser
Formålet med forskningsprogrammet er at få mere viden om klimaeffekter og anvendelse af de omfattede klimatiltag, så de kan implementeres i landbrugserhvervet uden negative sideeffekter for miljø og sundhed.
Indsatserne, der indgår i forskningsopslaget er:
- Kæde- og kombinationseffekter ved stald- og lagerteknologier (dokumentation af klimaeffekt)
- Afgrødevalg (dokumentation af klimaeffekt)
- Udbringning af biokul på landbrugsjord (afdækning af sideeffekter)
- Anvendelse af syntetiske nitrifikationshæmmere (afdækning af sideeffekter)
- Fremtidens dyrkningssystemer (øvrige forsknings- og innovationsindsatser)
Fakta om forskningsprogrammet
Forskningsmidlerne, der udmøntes gennem dette program, er afsat i aftalen om fordeling af forskningsreserven 2026 til styrket udvikling og implementering af klimateknologier og -tiltag i landbruget.
Forskningsprogrammet er en del af regeringens grønne forsknings- og innovationsudspil Fart på fremtidens grønne løsninger – En styrket indsats for grøn forskning, innovation og klimaløsninger (oktober 2024).
Det spiller således en væsentlig rolle for den videre udvikling og implementering af nye klimaløsninger i landbrugs- og fødevareerhvervet, så Aftale om et Grønt Danmark (juni 2024) kan omsættes til praksis, og Danmark kan leve op til nationale klimamål og internationale forpligtelser.
Læs mere om Klimatiltagsprogrammet 2027-2030