Vi har givet tilladelse til at etablere Naturnationalpark Almindingen på Bornholm

13-01-2026

Skovdriften og landbrugsdriften ophører i den kommende naturnationalpark på Bornholm, der med den aktuelle tilladelse kan udvikle sig til gavn for biodiversiteten.

Tilladelsen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er givet efter naturbeskyttelsesloven.

Læs om tilladelsen her

Naturnationalparken har et areal på 1.200 hektar i Bornholms Regionskommune.

Miljøscreening af naturnationalparken

Miljøstyrelsen har screenet naturnationalparken efter miljøvurderingsloven og vurderer, at der ikke sker væsentlig negativ påvirkning af natur og miljø. Derfor skal der ikke gennemføres en miljøvurdering.

Hvad er en naturnationalpark?

Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet. Der bliver mulighed for at etablere større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på egne præmisser. Desuden kan der udsættes store planteædere, så de kan udføre en vigtig økosystemfunktion, nemlig pleje af områdets natur.

Læs mere om Naturnationalpark Almindingen på Naturstyrelsens hjemmeside

De politiske aftaler om naturnationalparkerne

Den 19. juni 2020 blev aftalen ”Naturnationalparker og mere natur på land og i havet” indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, hvoraf de to første naturnationalparker, Gribskov og Fussingø, fremgår. Regeringen indgik den 4. december 2020  aftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om en natur- og biodiversitetspakke. Med aftalen er der afsat 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til bl.a. etablering af naturnationalparker.

Den 18. november 2024 blev ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark” indgået mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti og Radikale Venstre, hvori der er afsat yderligere 50 mio. kr. i 2026-2030 til udvidelse af de 15 besluttede naturnationalparker frem til 2030.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.