Nyt lovforslag om husdyrbrug nær energiparker sendt i høring

13-01-2026

Lovforslag om husdyrbrug i nærheden af bl.a. energiparker er i december 2025 sendt i ekstern høring. Du kan sende dine bemærkninger i et høringssvar indtil den 23. januar 2026.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har sendt et lovforslag i høring, der skal sikre, at bedrifter med husdyr kan udvide eller ændre deres staldareal, selvom det ligger i nærheden af en energipark eller en industripark. For at sikre, at byer ikke bliver generet af lugt, er det kun erhvervsområder og områder til tekniske anlæg, der foreslås undtaget i de nye regler.

Regeringen har de foregående år vedtaget to love, som har gjort det muligt at anlægge store energiparker til bl.a. vedvarende energi-anlæg, solceller, biogasanlæg og andre energianlæg samt store industriparker til industrivirksomheder. Formålet for lovene er henholdsvis at gøre det nemmere for staten og kommunerne at lave større områder til vedvarende energi samt at sikre lettere adgang for industrivirksomheder til at etablere sig. Disse love trådte i kraft i henholdsvis 2024 og 2025. Energiparker og industriparker skal ifølge lovgivningen placeres i en såkaldt byzone. En byzone er ikke pr. definition en by, men et udtryk for, at zonen ikke er sommerhus- eller landzone. Energiparker og industriparker bliver ofte placeret i landområder langt væk fra byzoner for at undgå støjgener, lugtgener osv.

Placeringen af energiparker og industriparker i landområder betyder, at de omkringliggende husdyrbrug nu ikke længere kan udvide i det omfang, de havde forventet. Når et husdyrbrug eksempelvis skal udvide sit staldareal for at leve op til reglerne om dyrevelfærd, kræver den nuværende lov, at der beregnes en såkaldt lugtafstand, som er en minimumsafstand fra husdyrbrug til byzoner. Hvis den ikke kan overholdes, får husdyrbruget ikke lov til at udvide.

I lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om minimumsafstandskravet til byzoner, der er udlagt til erhverv eller teknisk anlæg for at sørge for, at energiparker, industriparker og husdyrbrug kan eksistere side om side.

Lovforslaget er lige nu i ekstern høring, og der kan indsendes bemærkninger via Høringsportalen frem til den 23. januar 2026. Herefter skal lovforslaget efter planen fremsættes i Folketinget i marts.

Se lovforslaget på Høringsportalen her

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.