Mere vejledning: Sådan skilter kommuner og Naturstyrelsen korrekt om EU-tilskud

30-01-2026

Nu får kommuner og Naturstyrelsen mere vejledning til, hvordan korrekt skiltning om EU-tilskud i lavbunds- og vådområdeprojekter kan se ud. Samtidig forenkler styrelsen krav om skiltning på sociale medier og hjemmesider. Læs mere på vores Tilskudsguide.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udarbejdet en vejledning om, hvordan regler vedr. skiltning om EU-tilskud i EU-finansierede lavbunds- og vådområdeprojekter (vand- og klimaprojekter) skal overholdes, og hvordan skiltningen kan se ud i praksis. Vejledningen ligger på tilskudsguiden for vand- og klimaprojekter.

Tilskudsguiden

Må man skilte om flere projekter i samme opslag på sociale medier? Skal man anvende EU-logo? Kan reglerne omgås? Vi har samlet spørgsmål fra kommunerne og Naturstyrelsen og giver svar i form af en FAQ. Vi har også udarbejdet eksempler på, hvordan skiltning, der overholder reglerne, kan se ud på sociale medier.

Styrket vejledning skal gøre det lettere at efterleve kravene

Den styrkede vejledning har været efterspurgt af kommunerne, Kommunernes Landsforening og Naturstyrelsen. Vi forventer, at det med vejledningen bliver lettere at efterleve reglerne om at skilte om EU-tilskud i projekterne fremadrettet. Vi opfordrer desuden til at tænke skiltning om EU-finansiering af projekterne sammen med jeres øvrige kommunikation. Det kan for eksempel være ved opstart af nye projekter, der er en del af det store arbejde i de lokale grønne treparter.

Skiltning er et krav fra EU, og styrelsen forenkler mest muligt

Det er et krav i EU-finansierede lavbunds- og vådområdeprojekter, at man skilter om EU-finansieringen af projekterne. Styrelsen har implementeret reglerne i overensstemmelse med EU-forordningen, og reglerne skal følges af tilsagnshaver.

Styrelsen har afklaret, at det er muligt at forenkle reglerne om skiltning på hjemmesider og sociale medier. Det betyder, at man som tilsagnshaver alene er forpligtet til at skilte om sit projekt ved at lægge en beskrivelse af sit projekt op på hjemmesider og sociale medier med tydeliggørelse af EU-finansieringen i projektet.

Det vil sige, at man ikke længere er forpligtet til at anvende EU-logo eller oplyse om EU-finansieringsgrad i skiltningen på hjemmesider og sociale medier. Lempelsen er fortsat i overensstemmelse med EU-forordningen og implementeres på tværs af projekttilskudsordninger, der er omfattet af de samme EU-regler om skiltning i styrelsens administration.

Læs vejledningen på Tilskudsguiden

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Finansieret af Den Europæiske Union

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: EUogprojekt@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.