Du har mulighed for at træde ud af dit skovtilsagn, hvis du ikke accepterer nye betingelser

22-01-2026

Skovtilsagn, der er givet før 2024, bliver nu omfattet af reglerne i det nye CAP-program. Det betyder bl.a., at de pågældende tilsagn bliver omfattet af regler om konditionalitet. Hvis du ikke vil acceptere de nye betingelser, har du mulighed for at træde ud af tilsagnet. Fristen er den 10. februar 2026.

Hvis du har et skovtilsagn, der er givet før 2024, skal du være opmærksom på, at tilsagnet fra og med 2026 overgår til reglerne for CAP-programmet 2023-2028. Det betyder bl.a., at dit tilsagn bliver omfattet af reglerne om konditionalitet, herunder social konditionalitet. Til gengæld bortfalder reglerne om krydsoverensstemmelse. 

Læs mere om konditionalitet og social konditionalitet

Hvilke ordninger bliver berørt?

De nye regler vedrører tilsagn, der er givet før 2024, på tilskudsordningerne:

  • bæredygtig skovdrift
  • skov med biodiversitetsformål.

Hvis du ikke ønsker, at dit tilsagn bliver omfattet af de nye regler, kan du træde ud af tilsagnet, uden at du skal betale tidligere udbetalt tilskud tilbage. Tilsagnet ophører så fra den 31. december 2025, og det betyder, at du ikke får udbetalt yderligere tilskud. Du skal være opmærksom på, at det er alle resterende dele af tilsagnet, der ophører.

Vi sender en særskilt mail til dig , hvis du er omfattet af muligheden for at træde ud af tilsagnet.

Hvordan træder du ud af tilsagnet?

Hvis du vil træde ud af dit tilsagn, skal du udfylde og digitalt indsende den revisionserklæring, som vi sender til dig.

Erklæringen kan sendes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på mail: naturtilskud@sgav.dk

Vi skal modtage erklæringen senest den 10. februar 2026.

Hvis du ikke ønsker at træder ud af tilsagnet

Hvis du ikke indsender revisionserklæringen, fortsætter dit tilsagn videre indtil tilsagnsperiodens ophør. Dette er selvfølgelig under forudsætning at, at du lever op til regler og krav i tilskudsordningen, også reglerne om konditionalitet.

 

 

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Finansieret af Den Europæiske Union

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: naturtilskud@sgav.dk.

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.