Den 8. september 2025 åbnede den nye nationale tilskudsordning, der skal støtte målet i Den Grønne Trepart om rejsning af 250.000 hektar skov frem mod 2045.
Fristen for at komme med i den første runde af sagsbehandling for sager uden for områder med særligt højt kvælstofindsatsbehov var 31. december, og vi har nu opgjort antallet af ansøgninger.
Fra den 8. september til 31. december modtog styrelsen 298 ansøgninger om tilskud til skovrejsning. Til sammen blev der søgt om tilskud på i alt 141,3 mio. kr. til skovrejsning på i alt 2.091 hektar.
- I de få måneder den nye skovrejsningsordning har været åben har vi modtaget næsten 300 ansøgninger, hvilket er rigtig flot. Rent geografisk dækker ansøgningerne hele landet, da der er ansøgninger i alle 23 lokale treparter. Det viser at interessen for at rejse ny skov er der, og det er vi rigtig glade for, siger kontorchef Bettina Helle Jensen.
Her blev der søgt om tilskud i 2025
I 2025 var det især i de jyske lokale treparter, at blev der ansøgt om tilskud til mest ny skov. I de lokale treparter for Ringkøbing Fjord og Limfjorden blev der ansøgt om tilskud til hhv. 535 og 271 hektar skov.
På dette kort kan du se, hvor mange hektar skovrejsning der er blevet søgt om tilskud til i de 23 lokale treparter.
Størrelsen på de ansøgte skove
I 2025 modtog styrelsen rigtig mange ansøgninger til at rejse små skove på under fem hektar, mens der blot var seks ansøgninger til at rejse skov på store områder på mere end 50 hektar.
Ser man på det samlede antal hektar, så udgør de få store ansøgninger dog en relativt stor del af det samlede antal søgte hektar.
| Størrelse på ansøgning |
Antal ansøgninger |
Samlet hektar |
| < 5 hektar |
196 |
533 |
| 5-10 hektar |
58 |
404 |
| 10-20 hektar |
28 |
397 |
| 20-50 hektar |
10 |
286 |
| > 50 hektar |
6 |
472 |
| Total |
298 |
2.091 |
Man kan søge om tilskud når som helst
Interesserede private og offentlige lodsejere kan når som helst søge den nye nationale tilskudsordning til skovrejsning, og sagsbehandlingen foregår løbende.
Ansøgningerne bliver opdelt i to grupper: Den første gruppe er ansøgninger i prioriterede områder med særligt højt kvælstofindsatsbehov. Disse ansøgningerne bliver løbende sagsbehandlet efter først-til-mølle-princippet.
De øvrige ansøgninger kommer i den anden gruppe, og disse ansøgninger bliver sagsbehandlet i to årlige opsamlingsrunder. Fristen for at komme med i næste opsamlingsrunde er den 1. marts 2026.
De første ansøgere fra 2025-ansøgningsrunden fik tilsagn allerede i december, og pt har 31 ansøgere fået tilsagn. Det er styrelsens forventning, at størstedelen af ansøgerne fra 2025 er afgjort inden udgangen af februar 2026.
Fakta om skovrejsning
Skovrejsning er en central del af Den Grønne Trepart. Frem mod 2045 skal der på landsplan rejses 250.000 hektar skov – heraf 100.000 hektar urørt skov.
Langt størstedelen af den nye skov skal rejses med støtte fra den nye nationale tilskudsordning, hvor bl.a. private lodsejere, kommuner og fonde kan søge om tilskud.
Tilskuddet er 75.500 kr. pr. hektar for skovrejsning eller 90.500 kr. pr. hektar for skovrejsning, der udlægges til urørt skov.
Formålet med ordningen er at omlægge landbrugsjord ved at plante ny skov på arealerne. De nye skove bidrager til et bedre klima, at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet, at beskytte drikkevandet og at skabe mere og rigere natur i Danmark.
Læs mere om den nye nationale tilskudsordning til skovrejsning