Fælles udtalelse fra minitreparten for ulv

09-02-2026

Minitreparten kommer med en fælles udtalelse efter mødet den 2. februar 2026.

Minitreparten udtaler:

”Minitreparten, som var et af ministeren for Grøn Treparts initiativer i ulvehandlingsplanen, har den 2. februar 2026 afholdt et statusmøde.

Formanden for Minitreparten, Jan Eriksen, udtaler:” Det konstruktive samarbejde mellem husdyrholdere, vildtforvaltningsrådets organisationer og myndigheder fortsætter, og alle er interesserede i at finde brugbare løsninger til en fornuftig sameksistens med den nye art i dansk natur. Opsamling af erfaringer og udveksling af synspunkter vil fortsætte i Minitreparten.”

I september 2025 afholdt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø den første ansøgningsrunde ifm. den nye tilskudsordning.

Styrelsen havde inden årsskiftet 2025 meddelt alle ansøgere, som opfyldte kravene, tilsagn om tilskud til ulvesikring af hegn og vedligehold heraf efter den nye ordning.

De ændrede rammer har givet en markant stigning i efterspørgslen på tilskud til både etablering og vedligeholdelse af hegn. De ændrede rammer har medført tilskud til ca. 537 kilometer nye ulvesikrede hegn i Jylland.

Tilsagn meddelt i forbindelse med ansøgningsrunden i september 2025 forventes effektueret i første halvdel af 2026. I forbindelse med og efter effektueringen, forventes en positiv effekt af hegnene ift. antallet af angreb.

Minitreparten tror på, at hegnene har en god effekt, og der er også erfaringer med konkrete eksempler, hvor hegnet har forhindret ulveangreb på husdyr. 

Siden januar 2025 er der registreret en stigning i antallet af ulveangreb bag fungerende ulvesikrede hegn. Minitreparten konstaterer, at denne udvikling ikke kan tilskrives de ændringer af hegnsmodellerne, der blev gennemført i forbindelse med minitrepartens arbejde, da de angrebne hegn også levede op til de tidligere krav.

Ti af angrebene er sket bag fungerende hegn af model 1a i området omkring Klosterhede-reviret. Den geografiske koncentration af hændelser peger på et adfærdsmønster hos en eller flere ulve i dette område.

I reguleringszonerne Nørlund og Lille Vildmose, samt i et område i Vestjylland uden for et kendt ulverevir, er der derimod kun registreret ét angreb hver, og disse vurderes på nuværende tidspunkt som enkeltstående hændelser forårsaget af tre forskellige ulve. To tilknyttet de respektive territorier Nørlund og Lille Vildmose, og ét som vurderes at være forårsaget af en ulv under vandring.

Minitreparten vil følge udviklingen på alle hegnstyper ift. evt. nye angreb, så det kan indgå i den videre evaluering. Samtidig vurderes der at være et særligt behov for en nærmere evaluering og evt. forbedring af den firetrådede forsøgsmodel 3, som i praksis har vist sig vanskelig at få til at stå korrekt.

Parterne vil i juni 2026 afholde næste møde som led i den samlede evaluering af minitrepartens arbejde, som skal gennemføres frem mod efteråret 2026.

Det er centralt for minitreparten, at der gennemføres en systematisk vurdering af de definerede hegnsmodeller og deres funktionalitet, hvorfor myndighederne vil have fokus på at indsamle detaljerede informationer herom frem mod juni-mødet.

Desuden vil der i evalueringen indgå en vurdering af yderligere hjælpemidler til brug for afværgeforanstaltning, herunder hegnsalarmer. Der er fortsat et samlet ønske om at styrke forvaltningen på området og forbedre beskyttelsen af husdyr, så risikoen for ulveangreb bliver så lille som mulig.”

Fakta om minitreparten:

Minitreparten er nedsat af minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, i forbindelse med ulvehandlingsplanen i april 2025. Minitreparten kommer med anbefalinger til styrket beskyttelse af husdyr mod ulv, især via ulvesikrede hegn. Minitreparten er sammensat som en “mini-udgave” af den grønne trepart med blandt andet medlemmer fra Landbrug og Fødevarer, Dansk Fåreavl og Danske Lammeproducenter, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Læs mere om minitreparten

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.