Skovlandbrug er en driftsform, hvor du dyrker træer og/eller buske i kombination med andre landbrugsafgrøder, f.eks. korn eller græs, og hvor du også kan have hold af dyr på friland.
Skovlandbrug kan bidrage til at skabe en større variation af afgrøder på dine marker, og samtidig er arealerne til gavn for biodiversiteten i form af de træer og buske, der etableres på landbrugsarealet.
Du kan få grundbetaling til en samlet mark med træer og/eller buske med frugt, bær eller nødder i kombination med mindst én anden landbrugsafgrøde. Der er bestemte afgrødekoder for skovlandbrug, som du kan søge grundbetaling til. Det er også muligt at have op til 100 enkeltstående andre træer og buske per ha.
For at der er tale om skovlandbrug, og ikke skov eller en frugtplantage, skal der være tilstrækkelig afstand mellem træerne, så den anden afgrøde mellem træerne kan etableres og dyrkes. Samtidig skal afstanden ikke være så stor, at der kunne være tale om en selvstændig mark. Der er derfor en række kriterier og forpligtelser, du skal overholde.
Læs mere i Vejledning om grundbetaling
Vejledningen er i år udbygget blandt andet med informationer om, hvilke andre ordninger du også kan søge til dit areal med skovlandbrug.
Skovlandbrug på økologiske marker
Hvis du er økolog, kan du søge økologisk arealstøtte til arealer med skovlandbrug. Du kan søge frugt-/bærtillæg til økologisk arealstøtte til de dele af arealer med skovlandbrug, som du har etableret med frugt/bær/nødder, og som opfylder betingelserne for frugt-/bær-tillægget. Men du kan ikke søge om frugt-/bær-tillæg til en hel mark, du indberetter med en afgrødekode for skovlandbrug.
Hvis du vil søge frugt-/bær-tillægget til dele af en mark med skovlandbrug, skal du tegne arealer ind, der dyrkes med frugt og bær som selvstændige marker, og det er disse, du kan søge frugt-/bær-tillæg til. Derudover skal du tegne den anden afgrøde ind, der er en del af skovlandbruget, som en anden selvstændig mark, og indberette marken med en relevant afgrødekode for denne afgrøde. Du kan i udgangspunktet søge grundbetaling til begge marker.
Læs mere på vores side om i Økologisk Arealstøtte
Der er frist for at søge grundbetaling og økologisk arealstøtte til og med den 22. april. Derudover har du mulighed for at lave ændringer i din ansøgning til og med den 18. maj.