Vi har kortlagt yderligere 13.000 ha naturmæssigt særlig værdifuld skov

11-08-2026

Vi har netop udgivet to skovkortlægninger: naturmæssigt særlig værdifuld skov og skov med biodiversitetsrestriktioner.

Kortlægningerne gør det muligt for ejere og forvaltere at målrette og prioritere deres beskyttelse af skovenes biodiversitet og giver ny viden om de særlige naturværdier i private skove.

Naturmæssigt særlig værdifuld skov (§ 25-skov)

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har afsluttet kortlægningen på baggrund af en besigtigelse af ca. 30.800 ha privatejet skov, hvor det blev vurderet, om der er særlige naturværdier på arealerne. Kortlægningen er en opfølgning på en tidligere kortlægning på alle offentligt ejede skovarealer.

Særlige naturværdier kan være mange gamle træer med huller, større mængder af dødt træ eller særlige jordbundsforhold, f.eks. kalkrig bund eller klipper. De særlige naturværdier gør skovene til bedre levesteder for dyr, planter og andre organismer, og de er derfor vigtige for biodiversiteten i Danmark.

Besøgene i skovene har ført til, at 13.006 ha er blevet kortlagt som naturmæssigt særlig værdifuld skov.

Hvad skal kortet bidrage med?

Det samlede overblik over naturmæssigt særlig værdifulde skove gør det muligt at målrette og prioritere frivillige indsatser til at beskytte skovenes biodiversitet. Det kan være som led i en skovejers bæredygtighedscertificering af produktionen i sin skov eller som et bidrag til prioriteringen i fremtidige tilskud til at sikre biodiversitet i private skove.

Hvilke typer af skove er kortlagt?

De kortlagte arealer består af mange forskellige typer af skove. De fleste af arealerne er af typen ”Blandskov og vådbundsskov” eller ”Bøgedomineret skov”.

Vådbundsskove finder du typisk langs søer og vandløb eller på andre arealer, hvor der er en naturlig høj vandstand. De våde skove indeholder mosser, laver og ofte en del døde træer. Vandet og den våde bund skaber åbninger med plads til fugle og insekter, som f.eks. guldsmede og en helt særlig vådbundsflora.
De bøgedominerede skove, som er naturmæssigt særlig værdifulde, adskiller sig fra almindelige bøgeskove ved, at der er mindst 10 særligt store træer pr. ha, og at der er træer med huller samt stående eller væltede døde træer. Særligt hulheder i store træer og store stykker af dødt ved er levested for mange sjældne arter af svampe, insekter, mosser, laver og hulrugende fugle samt flagermus.

Billederne nedenfor viser eksempler på skovarealer, som er kortlagt som naturmæssigt særlig værdifuld skov. 

Eksempler på kortlagte arealer Øverst tv. Skov på sten- eller klippebund. Øverst th. Sump- og vådbundsskov. Nederst tv. Stævningsskov. Nederst th. Bøgedomineret skov.

Vil du vide mere?

Du kan nu se resultatet af den landsdækkende kortlægning på Danmarks Arealinformation.

Gå til Danmarks Arealinformation

Detaljerne bag kortlægningen og resultaterne kan du læse om i rapporten 'Naturmæssigt særlig værdifuld skov – private skove. Resultater af kortlægning'. Du kan også finde mere information på vores hjemmeside.

Læs mere på vores hjemmeside

Læs rapporten om naturmæssig særlig værdifuld skov 

Skov med biodiversitetsrestriktioner

I Danmark har vi mange forskellige typer af beskyttelse, der i større eller mindre grad bidrager til at værne om biodiversiteten. Det kan være alt fra en fredning af enkelte træer til beskyttelse af større områder, der er udlagt til urørt skov eller udgør en del af et Natura 2000 område.

Med dette kort har vi samlet de eksisterende kortlægninger til ét kort, der giver et samlet overblik over de skovarealer i Danmark, der er pålagt restriktioner, der tilgodeser biodiversiteten.

De kortlagte arealer er skove, der f.eks. er beskyttet efter bestemte paragraffer i skovloven eller i naturbeskyttelsesloven. Beskyttelserne kan også være bestemt i fredninger eller som led i driften af de offentlige skove.

I alt er der registreret 120.255 ha skov i Danmark (2022), som er pålagt restriktioner med hensyn til biodiversitet. Det svarer til ca. 19 procent af de samlede ca. 643.000 ha skov i Danmark (2022). Størstedelen af skovene med biodiversitetsrestriktioner er registreret som urørt skov, skovbevoksede moser eller habitatskov, mens stævningsskove og bevarelse af krat uden eg udgør den mindste del af de kortlagte skovarealer.

Du kan se de kortlagte arealer på MiljøGIS. Her kan du finde et samlet kort over alle skovarealer i Danmark med restriktioner, der tilgodeser biodiversitet, og du kan gå i dybden og se, hvor i landet der findes skovarealer med en specifik type af beskyttelse. Vil du gerne læse mere om udarbejdelsen af kortet, kan du læse rapporten om projektet.

Se de kortlagte arealer på MiljøGIS

Læs rapporten om projektet: 'Eksisterende beskyttelse af biodiversitet i skov. Kortlægning og opsamling 2026'

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.