Ulvehændelse ved Bunken Klitplantage i Nordjylland medfører nye anbefalinger ved færdsel i området

08-08-2026

For at undgå potentielle konfliktsituationer anbefaler myndighederne at borgerne ikke færdes i området, indtil situationen er vurderet nærmere.

Fredag den 7. august har der været en hændelse i Bunken Klitplantage syd for Råbjerg Mile i Nordjylland, hvor en løber uforvarende stødte på en ulvehvalp og en voksen ulv. Den voksne ulv udviste en markant adfærd overfor løberen, idet den beskyttede sin hvalp, hvor den viste tænder og rejste nakkehår. Løberen forsøgte at skræmme ulven væk med høje råb, og efter et stykke tid fortrak ulven og fulgte efter hvalpen.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har bedt eksperter fra DCE under Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus om at vurdere hændelsen og ulvens adfærd. Eksperterne har vurderet, at der ikke var tale om en farlig situation, og at ulvens adfærd havde til formål at få løberen til at trække væk.

For at undgå potentielle konfliktsituationer anbefaler myndighederne at borgerne ikke færdes i området, indtil situationen er vurderet nærmere. Det drejer sig om området vist på dette kort:

Naturstyrelsen vil i dag opsætte informationsskilte, som anviser alternative ruter i området. Kan man ikke undgå at besøge området, anbefaler myndighederne, at man udviser særlig agtpågivenhed.

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen siger:

“Ulven er blevet en del af den danske natur. Hvis den skal være det på en ordentlig måde, kræver det, at vi fra politisk hold og fra myndighedernes side bruger de muligheder, vi har for at passe godt på befolkningen. Hvis vi oplever problemulve, så skal de skydes. Og i forlængelse af episoden fra Bunken Klitplantage advarer myndighederne nu ud fra et forsigtighedsprincip mod, at man færdes i området, indtil hændelsen er vurderet nærmere.”

Myndighederne følger situationen nøje, og er i gang med at vurdere behovet for yderligere tiltag.

Styrelsen for Grøn Arealudvikling og Vandmiljø opfordrer borgerne til at melde ind til ulv@sgav.dk, hvis man inden for den seneste måned har oplevet nærgående ulve i Bunken Klitplantage, gerne med dokumentation i form af video og billeder. Tilsvarende, hvis man oplever noget i den kommende tid.

Gode råde om ulv

Færdes man i områder med ulv, har styrelsen udgivet tre pjecer med gode råd.

Møde med ulv (pdf)
Hund og ulv (pdf)
Ulv nær din bolig (pdf)

Læs mere om ulv

Spørgsmål vedrørende ulveobservationer rettes til ulv@sgav.dk

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.