Ny vejledning om beskyttelse af bilag IV-arter ved vedvarende energiprojekter på land

28-08-2026

Vejledningen har særligt fokus på flagermus og kan bruges til at forstå habitatdirektivets artsbeskyttelsesregler i miljøvurderingssager. Den er nu tilgængelig på vores hjemmeside og på Retsinformation.dk.

Levested for flagermus

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udarbejdet en ny vejledning om anvendelse af reglerne om beskyttelse af habitatdirektivets bilag IV-arter (dvs. strengt beskyttede plante- og dyrearter). Her er der særligt fokus på flagermus, og hvordan artsbeskyttelsesreglerne bruges i miljøvurderingssager vedrørende projekter om vedvarende energi på land.

Vejledningen henvender sig til opstillere, bygherrer, rådgivere og relevante myndigheder, der skal planlægge efter, træffe afgørelser efter eller administrere natur- og miljøbeskyttelseslovgivningen.

Du kan finde vejledningen her (link)

På Retsinformation.dk

Om vejledningen

Vejledningen indeholder ikke nye regler, men i vurderingen af konkrete vedvarende energiprojekter på land, kan den bruges som en trin-for-trin guide til at forstå, hvordan de gældende regler om bilag IV-arter skal anvendes i praksis. Det gælder f.eks. reglerne i habitatbekendtgørelsen, artsfredningsbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven.

I vejledningen er der fokus på oplysnings- og undersøgelsespligt, forsigtighedsprincippet, proportionalitetsprincippet, afværgeforanstaltninger og fravigelsesreglerne.

Eksemplerne i vejledningen tager primært udgangspunkt i beskyttelsen af flagermus som bilag IV-art og i vind- og solcelleprojekter på land, men vejledningen er generel og gælder for alle bilag IV-arter.

Vejledningen er udarbejdet på baggrund af Aftale om udbygning af sol og vind på land 2025, som regeringen indgik med en bred kreds af Folketingets partier i oktober 2025. Energistyrelsen udgiver en ny vejledning, der er målrettet havvindmølleprojekter i løbet af 2026.

Læs mere

Bilag IV-arter

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.