Målrettet kvælstofregulering skal i 2026 hente et indsatsbehov på ca. 3.500 tons kvælstof. Indsatsbehovet er i år fordelt på 79 ud af de i alt 108 kystvandoplande.
Du kan i den frivillige del af målrettet kvælstofregulering få et tilskud på 673 kr. pr. hektar efterafgrøder. I stedet for efterafgrøder kan du vælge forskellige alternative virkemidler.
Hvis der ikke bliver søgt nok i de enkelte kystvandoplande, kan vi udstede et krav om at etablere obligatoriske, målrettede efterafgrøder.
Du kan ikke få tilskud til obligatoriske, målrettede efterafgrøder, men du kan trække de hektar frivillige målrettede efterafgrøder, du har fået tilsagn til, fra et eventuelt krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.
Status på ansøgningsrunden
Der er 15. april 2026 søgt til ca. 280.000 ha, svarende til ca. 78 pct. af de ca. 360.000 hektar efterafgrøder, som der er behov for.
På kortet kan du se, hvor meget af det vejledende indsatsbehov, der mangler i de enkelte kystvandoplande.
Du kan i løbet af hele ansøgningsperioden holde dig opdateret om, hvordan ansøgningerne til målrettet kvælstofregulering fordeler sig.
I Tast selv skal du gå ind under fanen ”Lister”. Her kan du vælge ”Ansøgning til målrettet kvælstofregulering 2026” og hente en liste, der viser hvor mange hektar målrettede efterafgrøder, der er søgt, fordelt på kystvandoplande.
Gå til Tast selv
Tjek dit fællesskema
I fællesskemaet kan du se, om du lever op til det vejledende indsatsbehov for din bedrift.
På ansøgningssiden ”Målrettet kvælstofregulering” finder du tabellen "Målrettet kvælstofregulering – vejledende indsatsbehov og ansøgt areal pr. kystvandopland".
Du kan søge tilskud til målrettet kvælstofregulering indtil ansøgningsfristen for Fællesskemaet 2026.
Indsatsbehovet er opdateret til 2026
Fordelingen af indsatsbehovet for den målrettede kvælstofregulering er ændret til 2026, da reguleringen nu tager udgangspunkt i genbesøget af vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3-II).
I VP3-II er indsatsbehovet bl.a. sammensat på baggrund af Aftale om et Grønt Danmark. De enkelte kystvandoplandes indsatsbehov skal først løftes af spildevandsindsatsen, derefter af CAP-indsatser, og til sidst af markreguleringen, som i 2026 er målrettet kvælstofregulering. Det betyder, at flere kystvandoplande er omfattet af målrettet kvælstofregulering i 2026, selvom ordningens samlede indsatsbehov på 3.500 tons kvælstof er uændret i forhold til de foregående år.
Læs mere om vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3-II)
Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering 2026 i Tilskudsguiden