Der er mange nye minivådområder på vej, og det er godt nyt for vandmiljøet, da formålet med minivådområder er at reducere forureningen med kvælstof til det omkringliggende vandmiljø.
Siden 2018 har private lodsejere kunne søge tilskud til at etablere minivådområder. Den seneste ansøgningsrunde lukkede i sidste uge, og der blev sendt ikke færre end 532 ansøgninger til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
De 532 ansøgninger er ny rekord, da den hidtidige rekord fra 2019 var 338 ansøgninger. Ansøgningsrunden skulle oprindeligt lukke i efteråret 2025, men blev forlænget frem til den 10. april 2026 på grund af øget efterspørgsel fra landbrugere, der gerne vil etablere minivådområder.
”Vi har i de seneste år sammen med erhvervet arbejdet målrettet for at forbedre ordningen, så den er mere attraktiv og simpel for lodsejer. Vi er rigtig glade for den store efterspørgsel på at få projekter ud i livet, der skal arbejde for at skabe et bedre vandmiljø i vores fjorde og farvande,” siger styrelsens kontorchef Mette Hyldebrandt-Larsen.
Minivådområdeordningen er en af de frivillige indsatser, som skal medvirke til at reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet. Ordningen finansieres med EU-midler under den danske CAP-plan.
Den næste ansøgningsrunde er planlagt til at åbne i december 2026.
Læs mere om tilskudsordningen for minivådområder