Ændring i tildelingsmængde af mangan i økologisk jordbrug

14-04-2026

Tildelingsmængden for mikronæringsstoffet mangan er ændret fra 1600 g mangan per ha til 3000 g mangan per ha. Det gælder stadig, at du skal kunne dokumentere behovet for at gødske med mangan.

Økologisk kornmark

I Danmark oplever økologiske planteproducenter i stigende grad manganmangel, som kan resultere i udbyttetab på op til 50 pct.

Der findes få konkrete værktøjer til at forbygge manganmangel i økologiske marker. Det anbefales, at jorde, hvor der tidligere har været manganmangel på, tromles/pakkes, da tromling mindsker risikoen for manganmangel i nyspirede planter. Visse efterafgrødearter kan også bidrage til manganforsyningen i den efterfølgende hovedafgrøde, og dermed bidrage til at forebygge manganmangel på udsatte jorde med lav plantetilgængelighed af mangan.

Forbyggelsesmetoderne kan som oftest ikke stå alene, og det vil derfor være nødvendigt at supplere med tildeling af uorganisk mangan ved kraftig manganmangel.

Tidligere har den tilladte tildelingsmængde af uorganisk mangan været 1600 g mangan per ha. Tildelingsmængden hæves nu til 3000 g mangan per ha, for at tilgodese de situationer, hvor en landbruger oplever kraftig manganmangel i sin afgrøde.

Du skal kunne fremvise en erklæring om gødningsbehov for manganmangel, hvis du vil gødske med mangan. Erklæringen gælder for en hel vækstsæson, dvs. for flere tildelinger i marken.

Læs mere om økologireglerne i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion

Vi arbejder på at opdatere vejledningen, hvor ændringen af den maksimale tildelingsmængde også vil fremgå. Vi forventer, at den opdaterede vejledning vil være tilgængelig i maj.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.