Mange danske dagsommerfugle er pressede, fordi deres levesteder i naturen forsvinder.
Bølleblåfuglen er en af 13 arter af sommerfugle, som vurderes til at være i fare for at forsvinde fra den danske natur. Det skyldes især, at den blå sommerfugl lever i fugtige moser, og at mange danske moser er blevet afvandet gennem årene.
For 30 år siden forsvandt bølleblåfuglen fra naturområdet Hals Mose i Nordjylland, og man frygtede, at den her var tabt for evigt. Derfor blev biologer fra Aalborg Kommune meget glade, da de for nyligt opdagede, at bølleblåfuglen igen har etableret sig i området efter flere år med køb af arealer og genopretning af naturen.
Stor naturgenopretning i Hals Mose
Det er Den Danske Naturfond og Aalborg Kommune, der er gået sammen om at genskabe naturen i Hals Mose.
I 2022 blev Hals Mose det første område, der gennemførte et Klima-Lavbundsprojekt med tilskud fra den del af Miljøstyrelsen, som i dag er blevet til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Formålet med det naturforbedrende klimaprojekt var blandt andet at hæve vandstanden i området til gavn for både klimaet og biodiversiteten.
Den hævede vandstand betyder, at området udleder 2.263 tons mindre drivhusgas ud i atmosfæren, da vandet stopper den CO2-udledende nedbrydning af tørvejorden i området.
Til gavn for både klima og biodiversitet
Den hævede vandstand er også til gavn for planter og dyr, som lever i fugtige moser. Ligesom for eksempel blåbøllefuglen, der har brug for fugtige moser med tranebær og mosebølle, for at dens larver kan overleve.
”Klima-Lavbundsprojektet i Hals Mose er et godt eksempel på, at det gør en forskel at udtage og vådgøre lavbundsjord. Ved at stoppe afvandingen af lavbundsområderne vender vandet tilbage, og det gavner både klimaet og giver mulighed for en rigere biodiversitet,” siger kontorchef Bettina Helle Jensen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Et af målene med Den Grønne Trepartsaftale er, at der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjord inkl. randarealer – det vil sige områder med blandt andet gamle tørvemoser, som har været drænet og brugt til landbrug, men som nu igen skal gøres våde og omlægges til natur. Det har til formål at gavne både klima, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand.
Læs mere om udtagning af lavbundsjorde på sgav.dk