Kommunernes sagsbehandlingstid for husdyrsager er stabil

29-09-2025

Statistikken over kommunernes sagsbehandlingstid for husdyrsager i 2024 er netop blevet offentliggjort. Her kan du få et overblik over de vigtigste tal og finde et link til hele opgørelsen.

I 2024 afgjorde kommunerne 706 sager om miljøgodkendelse eller miljøtilladelse til husdyrbrug efter den nuværende husdyrbruglov.

Sagsbehandlingstiden er opgjort til 5,2 måneder som gennemsnit af nettosagsbehandlingstid for alle sagstyper og alle kommuner, og dermed er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid stabil.

Her er de vigtigste pointer fra opgørelsen

  • For de store husdyrbrug afgjort efter § 16 a, stk. 1 og 2 er der ikke en fast tidsfrist. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er faldet fra 7,1 måneder i 2023 til 7,0 måneder i 2024.
  • Antallet af afgørelser efter § 16 a, stk. 4 er igen stigende. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er også steget fra 3,5 måneder i 2023 til 4,5 måneder i 2024.
  • For de mindre husdyrbrug med miljøtilladelse efter husdyrbruglovens § 16 b er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid stabil på 4,4 måneder i 2024, ligesom i 2023.
  • 90 dages fristen, der er gældende for afgørelser efter § 16 a, stk. 4 og § 16 b, er i 2024 faldet til, at kun 49 % af sagerne afgøres inden 90 dage. Tidligere har niveauet ligget på, at 52-53 % af sagerne overholdt 90 dages fristen.
  • I 2024 er der meddelt 1 godkendelse efter § 12 i den tidligere husdyrgodkendelseslov. Dette var den sidste ansøgning indsendt inden 1. august 2017 i husdyrgodkendelse.dk fra 2007.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har haft fokus på at få afviklet de sidste skemaer i det gamle husdyrgodkendelse.dk fra 2007 med henblik på at lukke systemet, når det ikke længere bruges til sagsbehandling. Derfor har SGAV annonceret på husdyrgodkendelse.dk, at hen over efteråret 2025 vil der køre en proces, der klargør, at slutkopiering og lukning forventes at kunne ske ultimo november 2025.

Se hele opgørelsen

Se opgørelsen af sagsbehandlingstider for 2024 samt tidligere opgørelser på sgavmst.dk 

 

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.