Flere landbrugere søger tilskud til klimavenligt foder til malkekøer

28-10-2025

I år er der blevet søgt om tilskud til metanreducerende foder til 23 procent af de tilskudsberettigede malkekøer. Sidste år blev der blot søgt om tilskud til 3 procent af malkekøerne.

Siden 2024 har danske mælkeproducenter kunnet søge tilskud til metanreducerende foder. Formålet med metanreducerende foder er at mindske udledningen af metan fra køernes fordøjelse og dermed gøre mælkeproduktionen mere klimavenlig.

Dette års ansøgningsrunde for tilskud til metanreducerende foder er netop afsluttet. Og i år har der været markant større interesse for tilskudsordningen end sidste år, hvor ordningen var helt ny.

Mælkeproducenterne har søgt om tilskud til 23 procent af de tilskudsberettigede malkekøer. Og det er en stor stigning i forhold til sidste år, hvor der blev søgt om tilskud til 3 procent af køerne.

Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, siger:

"Det glæder mig meget, at væsentligt flere landbrugere i år har søgt tilskud til at bruge metanreducerende foder hele året. Det bekræfter mig i, at landbrugerne tager ansvar for at skabe et grønnere og mere bæredygtigt erhverv. Det viser også, at det samarbejde og den dialog, vi har haft om at forbedre ordningen, har båret frugt. Men vi er ikke i mål endnu - vores fælles ambition om tilslutning er højere. Derfor forsætter vi arbejdet med at få flere til at se mulighederne i det her klimavenlige tiltag.”

Ansøgere får hurtigt svar

Mælkeproducenterne behøver ikke vente længe, før de får svar på deres ansøgning om tilskud.

Det forventes, at langt størstedelen af ansøgningerne vil være færdigbehandlede i anden halvdel af november, så mælkeproducenterne får en hurtig afklaring på, om de får tilsagn om tilskud.

I år er der søgt om tilskud til metanreducerende foder for i alt 47 mio. kr.

Fakta om metanreducerende foder

Anvendelse af fodertilsætningsstoffet 3-NOP er godkendt i EU i 2022 på baggrund af en risikovurdering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med fokus på effektivitet, dyresundhed og fødevaresikkerhed. På det grundlag vurderes 3-NOP ikke at medføre dyrevelfærdsmæssige forringelser og anvendes allerede i flere lande.

På baggrund af et dansk forskningsprojekt er klimaeffekten under danske forhold ved anvendelse af fodertilsætningsstoffet 3-NOP fastsat til en reduktion på 27 procent af udledningerne fra malkekøers fordøjelse.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.