Se tilskudssatserne for grundbetaling, bio-ordninger og stivelseskartofler i ansøgningsåret 2025

04-11-2025

Vi begynder at udbetale landbrugsstøtte i december 2025. Her kan du se de endelige tilskudssatser pr. hektar for grundbetaling, bio-ordninger og stivelseskartofler for 2025.

I Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har vi nu fastsat de endelige tilskudssatser for grundbetaling, bio-ordninger og stivelseskartofler 2025.

Vi fastsætter tilskudssatserne på baggrund af over- eller underansøgning på ordningerne. I år har der samlet set været en underansøgning til bio-ordningerne, og derfor bliver tilskudssatserne til udbetaling af bio-ordningerne højere end det, vi tidligere har meldt ud.

Der har været en mindre overansøgning til grundbetaling, og derfor bliver tilskudssatsen reduceret med 0,25 pct. sammenlignet med den planlagte tilskudssats.

Der har været en væsentlig overansøgning på ordningen til stivelseskartofler i år, hvilket betyder den udbetales til minimumssatsen, der udgør 41 EUR pr. hektar. Det betyder, at det har været nødvendigt at hente en mindre finansiering fra øvrige koblede støtteordninger (Ko- og Slagtepræmie).

Du kan se tilskudssatsen til udbetaling af grundbetaling, bio-ordninger og stivelseskartofler i tabellen.

Ordning Tilskudssatser til udbetaling 2025 (kr./ha)
Grundbetaling 1.810,98
Økologisk Arealstøtte – Basisstøtte 1.493,53
Økologisk Arealstøtte – omlægningstilskud 1.763,56
Økologisk Arealstøtte – tillæg til reduceret kvælstoftilførsel 716,44
Økologisk Arealstøtte – Frugt/bær tillæg 4.408,78
Miljø- og klimavenligt græs 1.866,94
Varieret planteproduktion 765,45
Biodiversitet & Bæredygtighed – basisstøtte 3.410,36
Biodiversitet & Bæredygtighed – tillæg til bestøverbrak 1.502,98
Stivelseskartofler 306,06

De højere tilskudssatser på bio-ordningerne kan få betydning for din samlede udbetaling

Du skal være opmærksom på, at de højere tilskudssatser på bio-ordningerne kan betyde, at du får en højere udbetaling, end du forventede, da du søgte om tilskud.

Tilskudssatsen for stivelseskartofler er opdateret i bekendtgørelsen for 2025

Tilskudsstørrelsen for ordningen om stivelseskartofler findes i bekendtgørelsen for grundbetaling m.v. til landbrugere for 2025. Størrelsen på tilskuddet til arealer med stivelseskartofler udgør i 2025 mindst 41 EUR pr. hektar og maksimalt 61 EUR pr. hektar. Satsen er nedadgående indtil ordningen udløber i 2027, og satserne er godkendt af EU-Kommissionen.

Ved en fejl var satsen ikke blevet opdateret fra 2024 til 2025 i bekendtgørelsen. Der er derfor udstedt en ændringsbekendtgørelse den 31. oktober 2025, hvor fejlen er rettet, så den korrekte tilskudsstørrelse nu fremgår.

Vejledningsmaterialet for grundbetaling 2025 og tilskudsguiden har ikke været påvirket af denne fejl, hvorfor de korrekte satser hele tiden har fremgået der.

 

 

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.