Problemulv syd for Ikast kan reguleres

12-11-2025

Det er muligt at søge om tilladelse til at skyde en problemulv, der tidligere på ugen angreb husdyr bag et ulvesikret hegn syd for Ikast i Midtjylland.

Der har været et ulveangreb på får bag et ulvesikret hegn ved Ikast. Det er derfor muligt at søge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om tilladelse til at skyde problemulven, hvis den igen forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn. 

”Der har været et ulveangreb på får bag et ulvesikret hegn syd for Ikast, og når en ulv angriber bag et ulvesikret hegn, lever den op til definitionen af en problemulv. Husdyrholdere i området, der har dyr bag ulvesikrede hegn, kan derfor søge om at få lov til at skyde ulven, hvis den igen forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i området,” siger kontorchef Jens Skovager Østergaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Naturstyrelsens ulvekonsulent besigtigede de angrebne husdyr den 10. november og har på baggrund af en samlet vurdering af angrebet, herunder bidmønsteret, vurderet, at der er tale om et ulveangreb bag et ulvesikret hegn.

Det er anden gang, at det er muligt at regulere en ulv, der har angrebet husdyr bag et ulvesikret hegn. Første gang var i august i Vestjylland.

Reguleringstilladelsen kan gives til en ejer eller bruger af en ejendom, der har husdyr bag ulvesikrede hegn i området. Tilladelsen kan overdrages til en jæger og vil gælde til og med den 5. januar 2026.

Reguleringen kan foregå hele døgnet og med hjælpemidler som natkikkert, natsigte og kunstigt lys.

Skema til ansøgning om reguleringstilladelse kan findes på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside, her kan man også se et kort over det område, som er omfattet af reguleringsmuligheden:

Læs mere om regulering af ulv og reguleringstilladelse

Fakta: Sådan defineres en problemulv        

Ministeriet for Grøn Trepart strammede den 28. april 2025 problemulvsdefinitionen, så en ulv kan klassificeres som en problemulv efter ét angreb på husdyr bag ulvesikrede hegn. Det indgik i en handlingsplan, hvor der bl.a. står: ”Ulve, der angriber husdyr, defineres som problemulve, efter de har angrebet husdyr bag ulvesikrede hegn én gang. Derefter kan ulve reguleres, hvis de forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i samme område.”

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.