Klosterhedereviret: Husdyrholdere har mulighed for at få forlænget deres tilladelser til at regulere en problemulv. Samtidig udvides reguleringsområdet

14-11-2025

Et ulveangreb bag et hegn, der er opført efter standarderne for et ulvesikret hegn, betyder, at det – for anden gang – bliver muligt at få tilladelse til at regulere en problemulv.

Tre husdyrholdere med ulvesikrede hegn har mulighed for at få forlænget tilladelserne til at regulere en problemulv i Vestjylland. Tilladelserne vil kunne forlænges til og med den 5. januar. Samtidig er det muligt for andre husdyrholdere med ulvesikrede hegn i området at søge om en reguleringstilladelse.

 

Det skyldes, at der den 13. november har været et ulveangreb på lam bag et hegn syd for Struer, der med få afvigelser levede op til kravene for et ulvesikret hegn. Ulveangrebet den 13. november skete få km. fra angrebet bag et ulvesikret hegn den 28. august – og i umiddelbar nærhed af den eksisterende reguleringszone i Klosterhedereviret. Det kan indikere, at der er tale om den samme ulv. Den nuværende reguleringszone bliver derfor udvidet.

 

”En ulvekonsulent fra Naturstyrelsen konstaterede den 13. november, at en ulv har angrebet lam bag et hegn, som, med få afvigelser, lever op til kravene for et ulvesikret hegn. Selvom hegnet ikke fuldt ud opfyldte kravene, vurderes det, samlet set, at have haft en god afværgeeffekt. Muligheden for at søge om at regulere problemulven i området bliver derfor forlænget,” siger Lasse Jensen, teamleder i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

 

Anden forlængelse

Det er anden gang, at muligheden for at regulere en problemulv i området bliver forlænget. Første gang var den 10. oktober efter, at der ved flere lejligheder var blevet observeret ulv ved et af de ulvesikrede hegn i området.

 

Det blev oprindeligt muligt at søge om at regulere en problemulv i området efter, at Naturstyrelsen ved en besigtigelse d. 28. august 2025 konstaterede, at en ulv havde angrebet en fåreflok bag et ulvesikret hegn.

 

I øjeblikket har tre husdyrholdere med ulvesikrede hegn i området tilladelse til at regulere en problemulv.

 

Ny problemulvsdefinition

Ministeriet for Grøn Trepart strammede den 28. april 2025 problemulvsdefinitionen, så en ulv kan klassificeres som en problemulv efter ét angreb på husdyr bag ulvesikrede hegn.

Reguleringstilladelsen til at regulere en problemulv kan udstedes til husdyrholdere med ulvesikrede hegn i området ved Klosterhedereviret, og reguleringstilladelsen kan overdrages til en jæger.

 

Læs mere om reglerne for regulering af ulv her

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.