Kommissionen har besluttet at gå tilbage til det tidligere krav om, at virksomheder skal fremlægge vareindkøbskontrakter som oprindelsesbevis ved ansøgning om licens for toldkontingenterne 09.4410 og 09.4420 på fjerkræ fra Brasilien i stedet for kravet om, at virksomheden skal fremlægge et oprindelsescertifikat. Krav om vareindkøbskontrakter som oprindelsesbevis træder i kraft lige inden ansøgningsrunden 1.-6. februar 2026.
Årsagen til ændringen er, at det har vist sig, at kravet om at fremlægge et oprindelsescertifikat for Toldmyndighederne medfører visse vanskeligheder og forsinkelser for de erhvervsdrivende. Derfor har Kommissionen besluttet at gå tilbage til de tidligere krav om at fremlægge vareindkøbskontrakter som oprindelsesbevis.
Vareindkøbskontrakter skal indsendes sammen med ansøgningen om licens for toldkontingenterne 09.4410 og 09.4420 på fjerkræ fra Brasilien. Vareindkøbskontrakter skal angive, at de ønskede fjerkræleverancer er disponible til levering i Unionen i toldkontingentperioden fra den ønskede oprindelse og i den ønskede mængde.
Overgangsbestemmelser
Licenser der er udstedt inden ikrafttrædelsen af de nye regler den 28. januar 2026 skal fortsat ledsages af oprindelsescertifikater. De skal fremlægges for toldmyndighederne med henblik på varers overgang til fri omsætning.
Læs mere
Kommissionens Gennemførelsesforordning (EU) 2025/2173 af 29. oktober 2025
Toldkontingenter
Fjerkræ fra Brasilien:
09.4410 - Import af frosset kyllingekød til 0-told fra Brasilien
09.4420 - Import af frosset kalkunkød til 0-told fra Brasilien