Borgermøde i Tarm: Ulve i lokalområdet – sådan skal du forholde dig

03-11-2025

Hvordan skal man forholde sig, hvis man møder en ulv ude i landskabet, hvordan passer man bedst på sine husdyr for at undgå ulveangreb, og hvornår er en ulv en problemulv? Dét og meget mere kan du få svar på, når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Naturstyrelsen holder borgermøde den 13. november 2025.

Siden ulven for alvor har etableret sig i den danske natur, har befolkningen vist stor interesse for, hvordan man skal agere i et område med ulve. Derfor inviterer vi til et borgermøde, hvor der er fokus på de spørgsmål, vi ofte hører fra borgere, der bor og færdes i områder med ulve.

Du får blandt andet svar på, hvad man skal gøre, hvis man møder en ulv, hvordan man passer bedst på sin hund i områder med ulve, og vi giver gode råd, der kan holde ulven væk fra ens hus eller sommerhus. Du kan også høre om de nye ulveværnsgrupper, og hvad Naturstyrelsen gør, hvis der har været et husdyrangreb.

Programmet for mødet er:

  • Ulvens tilbagekomst i Danmark
    • Oversigt over områder med ulvekobler
    • Vejledning til, hvordan man som borger bør forholde sig i områder med ulve
    • De nye ulveværnsgrupper
  •  Angreb på husdyr
    • Hvad sker der, når der har været et husdyrangreb
    • Muligheder for tilskud og kompensation
  • Tid til spørgsmål

Oplægsholderne er Kontorchef Jens Skovager Østergaard (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø), Kontorchef Kristian Ahlefeldt Gernow (Naturstyrelsen) og vildtkonsulent Karsten Lund Platz (Naturstyrelsen).

Det er muligt at stille spørgsmål til oplægsholderne til sidst. Vi besvarer så mange spørgsmål, vi kan nå.

Tid og sted

Borgermødet foregår torsdag den 13. november 2025, kl. 18.00-19.00. Dørene åbner kl. 17.00

Adressen er Lønborggaard, Lønborggaardvej 1, 6880 Tarm.

Sådan deltager du

Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding. Vi har plads til 450 deltagere. Inden mødet vil der være kaffe.

Yderligere information

På hjemmesiden kan du læse mere om ulve.

Læs om ulve på SGAV’s hjemmeside

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: ulv@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.