Ansøgningsrunden 2025 er slut, og i alt blev der sendt 32.119 ansøgninger til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Generelt har der været færre driftsproblemer end de foregående år. I ansøgningsperioden fra 3. februar til 23. maj havde it-systemerne en oppetid på 98,0 procent på hverdage i arbejdstiden, og der var omkring 40 procent færre fejlmeldinger fra erhvervet sammenlignet med 2024.
”Vi har de seneste år arbejdet aktivt med det tekniske fundament, og det er heldigvis lykkedes at få væsentlig mere stabile systemer. Og de udfordringer, der trods alt opstår, løses i et godt og tæt samarbejde med både styrelsens systemleverandører og Statens It,” siger Steffen Rasmussen, der er kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning om Vandmiljø.
Stor tilfredshed blandt landbrugere og konsulenter
Ansøgerne har generelt været godt tilfredse med årets ansøgningsrunde ifølge en brugerundersøgelse fra styrelsen.
Blandt landbrugerne svarer 63 procent, at oplevelsen har været god eller meget god, mens 6 procent har haft en dårlig eller meget dårlig oplevelse.
Og konsulenterne er endnu mere positive, da 78 procent svarer, at oplevelsen har været god eller meget god, mens 3 procent har haft en dårlig eller meget dårlig oplevelse.
”Vi har i styrelsen haft øget fokus på brugeroplevelsen, både når der etableres nye løsninger, og når bestående skal ændres. I 2025 var der især fokus på økologiskemaet, hvilket heldigvis også kan ses af en flot stigning i undersøgelsen. Men vi er ikke i mål og fortsætter vores fokus,” siger kontorchef René Rørmose Løjmand fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Fakta om brugerundersøgelsen
- 5.000 landbrugere blev inviteret til undersøgelsen, og af dem deltog 21 procent i undersøgelsen.
- 565 konsulenter blev inviteret til undersøgelsen, og af dem deltog 30 procent i undersøgelsen.