Sådan kan du bruge arealer fra bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed til at opfylde dit GLM 10-krav

24-06-2025

Du kan hele året udpege et areal fra bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed til at opfylde GLM 10-kravet om at have mindst 4 pct. ikke-produktive arealer eller elementer på din bedrifts omdriftsareal. Vær opmærksom på, at du fra 2025 vil miste tilskuddet på det udpegede areal og blive pålagt en sanktion under bio-ordningen.

Biodiversitet & bæredygtighed er en etårig bio-ordning, hvis formål bl.a. er at udvikle ny natur og nye levesteder for dyr og planter på dine dyrkede landbrugsarealer.

Hvis du vil søge om tilskud under biodiversitet & bæredygtighed, skal du først sikre dig, at du opfylder GLM 10-kravet om at have mindst 4 pct. ikke-produktive arealer eller elementer på din bedrifts omdriftsareal.

Du kan kun søge tilskud under biodiversitet & bæredygtighed til de ikke-produktive elementer, som rækker ud over de 4 pct. under GLM 10.

Hvis et GLM 10-areal ikke længere opfylder kravet om ingen produktion

Hvis et GLM 10-areal i løbet af året ikke længere opfylder kravet om ingen produktion, har du mulighed for at bruge et areal eller element fra biodiversitet & bæredygtighed, hvis du har søgt denne ordning, til igen at nå op på 4 pct. ikke-produktive arealer eller elementer – et såkaldt ’erstatningsareal’. Det kan du gøre i forbindelse med enhver form for kontrol eller på eget initiativ. Når du bruger erstatningsarealer til at opfylde dit GLM 10-krav, medfører det ikke en konditionalitetssanktion, så længe du har opfyldt dit GLM 10-krav, men det vil medføre en sanktion af bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed.

Hvis du har overtrådt GLM 10

Hvis vi via en kontrol kan se, at du har overtrådt GLM 10, kan du bruge et erstatningsareal fra biodiversitet & bæredygtighed. I så fald vil du miste erstatningsarealets tilskud under biodiversitet & bæredygtighed, og du vil få en sanktion under bio-ordningen. Du kan dog undgå sanktionen i visse tilfælde.

Overtrædelse fundet ved satellitkontrol

Du kan trække din ansøgning om tilskud under bio-ordningen tilbage i forbindelse med høringsprocessen ved satellitkontrol. På den måde kan du undgå sanktionen. Det kan du gøre senest den 15. november 2025.

Du kan også trække din ansøgning om tilskud under bio-ordningen tilbage, hvis du udpeger et erstatningsareal inden en eventuel kontrol. Du skal gøre det inden 15. november 2025.

Overtrædelse fundet ved fysisk kontrol

Hvis vi finder ud af, at du har overtrådt GLM 10 på en fysisk kontrol, vil det medføre bortfald af tilskud og sanktion under biodiversitet & bæredygtighed på det areal, du har udpeget som erstatningsareal. Du kan fortsat få grundbetaling til arealet. Du kan ikke trække din ansøgning tilbage eller udpege et erstatningsareal, hvis vi finder en overtrædelse ved den fysiske kontrol.

Læs mere

Læs mere i afsnit 4.2 og 5.2 i Vejledning om biodiversitet & bæredygtighed 2025

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.