Toldkontingenter på landbrugsvarer fra Ukraine har i en periode været suspenderet, dvs. at det har været muligt at importere en række landbrugsvarer til 0-told uden at skulle ansøge om det. Nu skal importører igen ansøge på 13 toldkontingenter, blandt andet fjerkræ, majs, æg, gryn, oksekød, grisekød, mælk og mejeriprodukter.
De 13 toldkontingenter administreres normalt i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), blandt andet via krav om sikkerhedsstillelse. I den kommende periode, den 6. juni til 31. december 2025, er det i stedet Toldstyrelsen, der administrerer kontingenterne. Det sker efter et ”først til mølle”-princip.
Sådan administrerer Toldstyrelsen efter ”først til mølle”
Et først til mølle-princip betyder, at når et kontingent er fuldt udnyttet, skal der betales told på landbrugsvarer med Ukrainsk oprindelse (jf. forordning 2020/1988). Under først til mølle-administrationen er kontingentmængden fastsat til syv tolvtedele af den årlige kontingentmængde. Fra 1. januar 2026 vil disse kontingenter igen blive administreret hos SGAV med særskilte ansøgningsperioder og krav om sikkerhedsstillelse. Vi informerer igen, når det nærmer sig.
Hvis du har spørgsmål til de toldkontingenter, der administreres efter først-til-mølle-princippet, kan du kontakte Toldstyrelsen:
Kontakt Toldstyrelsen
Læs mere om regler for forvaltningen af importtoldkontingenter efter først til mølle-princippet:
Kommissionens gennemførelsesforordning 2020/1988
Baggrund
Som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 indførte EU såkaldte handelsliberaliserende foranstaltninger (ATM), der suspenderer al importtold og toldkontingenter på varer fra Ukraine. Det har betydet, at importører siden 2022 har kunne importere varer fra Ukraine uden at skulle ansøge om kontingent. Denne midlertidige praksis (ATM), er nu suspenderet, bl.a. som følge af kritik fra en række medlemsstater over ordningens utilsigtede negative konsekvenser for visse landbrugssektorer i EU.
EU og Ukraine er i øjeblikket i forhandlinger om en permanent handelsaftale. Den midlertidige toldkontingentadministration med først til mølle-princippet ved Toldstyrelsen stiller færre krav til ansøger og skal lette overgangen til den normale toldkontingentadministration i SGAV i 2026.
De berørte toldkontingenter omfatter følgende 13 toldkontingentnumre:
- Toldkontingent 09.4306/midlertidigt 09.6734: Import af diverse kornprodukter af hvede
- Toldkontingent 09.4307/midlertidigt 09.6735: Import af diverse kornprodukter af byg
- Toldkontingent 09.4308/midlertidigt 09.6736: Import af diverse kornprodukter af majs
- Toldkontingent 09.4270/midlertidigt 09.6737: Import af fersk, kølet eller frosset oksekød
- Toldkontingent 09.4600/midlertidigt 09.6738: Import af mælk og fløde
- Toldkontingent 09.4601/midlertidigt 09.6739: Import af mælkepulver
- Toldkontingent 09.4602/midlertidigt 09.6747: Import af smør
- Toldkontingent 09.4271/midlertidigt 09.6748: Import af grisekød
- Toldkontingent 09.4272/midlertidigt 09.6749: Import af grisekød
- Toldkontingent 09.4275/midlertidigt 09.6755: Import af æg, æg- og mælke-albuminer
- Toldkontingent 09.4276/midlertidigt 09.6756: Import af æg med skal
- Toldkontingent 09.4273/midlertidigt 09.6757: Import af fjerkrækød
- Toldkontingent 09.4274/midlertidigt 09.6758: Import af fjerkrækød
Se også oversigten over toldkontingenter:
Oversigt over toldkontingenter
Du kan læse den samlede beskrivelse af ændringer i forordningerne fra EU:
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2025/1153 af 5. juni 2025 om suspension af visse bestemmelser i forordning (EU) 2015/478 for så vidt angår indførsel af ukrainske varer i Unionen
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/1132 af 3. juni 2025 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/761 og (EU) 2020/1988 for så vidt angår toldkontingenter for produkter med oprindelse i Ukraine i 2025