Ny opgørelse: Se statistikken over kontrol af økologiske bedrifter i 2023

16-07-2025

I Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø fører vi statistik over antallet af overtrædelser af økologireglerne. Vi anvender statistikken til at tilpasse vejledningen om økologireglerne og forbedre den risikobaserede kontrolindsats.

Økologimærke

I 2023 fik 3.898 økologicertificerede bedrifter et kontrolbesøg. Der blev konstateret overtrædelser ved 13,5 procent af de varslede årlige kontroller og ved 16,7 procent af de uvarslede kontroller. Det er på niveau med 2022.

I 2023 var der en stigning i antallet af overtrædelser, når det kom til de uanmeldte stikprøvekontroller i forhold til 2022. Stikprøvekontrollerne er et supplement til den årlige økologikontrol. Stigningen skyldes primært en mere præcis risikobaseret udvælgelse af bedrifterne.

For to tredjedele af de bedrifter, der fik konstateret en overtrædelse, var der udelukkende tale om en indskærpelse af reglerne, da overtrædelserne ikke var af alvorlig karakter.

De mest almindelige overtrædelser

Rapporten præsenterer også, hvor ofte der konstateres overtrædelser på de forskellige kontroltyper, samt hvilke overtrædelser der hyppigst ses inden for økologiens forskellige produktionsgrene (generelt, planter/markbrug, kvæg, fjerkræ, grise).

Der er ikke markante forskelle i forhold til 2022-statistikken. To tredjedele af overtrædelserne i 2023 vedrørte utilstrækkelig indberetning, regnskab og dokumentation, mens den sidste tredjedel handler om selve produktionen.

De mest almindelige produktionsrelaterede overtrædelser i 2023 var:

  • Planter: Manglende tilladelse til at anvende ikke-økologisk planteformeringsmateriale
  • Kvæg: Indsat ikke-økologiske dyr uden tilladelse, utilstrækkelig adgang til græsning
  • Fjerkræ: For mange pillede fugle, ikke daglig adgang til grovfoder
  • Grise: Utilstrækkelig adgang til grovfoder/rodemateriale

Manglende tilladelser og dyrevelfærd 

Sammenlignet med 2022 er der sket et fald i antallet af overtrædelser, hvor landbrugeren ikke har søgt om tilladelse til at anvende ikke-økologisk udsæd (via databasen www.organicXseeds.dk). De færre overtrædelser skyldes formentligt, at flere økologer og konsulenter er blevet bekendt med reglerne.

Fra 2022 til 2023 er der en stigning i overtrædelser relateret til manglende tilladelse til at indsætte ikke-økologiske dyr (via databasen www.organicXlivestock.dk). Stigningen er forventelig, da kendskabet til databasen fortsat er ved at blive opbygget.

Antallet af dyrevelfærdsovertrædelser i kvæg- og fjerkræbesætningerne er på niveau med 2022, mens antallet af dyrevelfærdsovertrædelser, der handler om grise, som har utilstrækkelig adgang til grovfoder/rodematerialer, er faldet fra 2022 til 2023.

Her kan du finde statistikkerne 

Formålet med kontrolstatistikken er at informere om kontrolindsatsen på økologiområdet. Statistikken skal danne grundlag for en åben dialog med økologierhvervet om, hvilke områder der kræver ekstra opmærksomhed i forhold til regelefterlevelse, og hvilke initiativer der kan iværksættes for at understøtte dette.

Læs hele kontrolstatistikken for økologisk landbrug for 2023

Læs kontrolstatistikker for økologisk landbrug fra tidligere år

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores Team Økologiadministration på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.