Permanent ekstensivering er et redskab, der bidrager til at opnå målene for klima og miljø i aftalen om Grøn Trepart. Samtidig medvirker permanent ekstensivering til at opnå bedre biodiversitet på arealerne, da du kan lave tiltag til at fremme natur og biodiversitet på arealet.
I 2026 målrettes permanent ekstensivering, så ordningen alene kan søges til arealer, der enten er registreret som kulstofrige landbrugsarealer eller arealer med højt kvælstofindsatsbehov i vandplanerne. Du kan i løbet af efteråret se et vejledende kort på vores hjemmeside over hvilke arealer, du kan søge permanent ekstensivering til. De endelige kortlag forventes klar ultimo 2025. Du kan dog allerede nu se kortlaget over kulstofrige landbrugsarealer (Kulstof 2022) på hjemmesiden Danmarks Arealinformation.
Se kortet på hjemmesiden Danmarks Arealinformation
Bemærk, at ordningen afventer EU-Kommissionens endelige godkendelse.
Tilskuddets størrelse
Tilskuddet vil afhænge af, hvor arealet ligger, og hvilke afgrøder der tidligere har været på arealet.
De høje satser på 82.500 kr. pr. ha for omdriftsjorder og 35.500 kr. pr. ha for permanente græsarealer udbetales til:
- Kulstofrige landbrugsarealer.
- Landbrugsjorde med potentiale for vådområdeprojekter i vandoplande med et stort kvælstofindsatsbehov.
De lave satser på 59.500 kr. pr. ha for omdriftsjorder og 27.000 kr. pr. ha for permanente græsarealer udbetales til:
- Landbrugsjorder i vandoplande med et stort kvælstofindsatsbehov, der ikke er kulstofrige landbrugsarealer, og hvor der ikke er potentiale for at etablere et vådområde.
Hvilke betingelser skal jeg opfylde for arealet?
Du skal opfylde en række betingelser for at få og opretholde tilsagn om permanent ekstensivering. Der er ikke større ændringer til 2026.
De vigtigste betingelser er fortsat:
- at du er ejer af arealet
- at arealet er et landbrugsareal i en forudgående referenceperiode, der forventes at være 2022 til 2024.
- at der er forbud mod brug af gødning og pesticider, ligesom arealet heller ikke må omlægges. Det vil sige, at arealet ikke må jordbehandles, tilsås mm.
- betingelserne gælder fra den 1. januar 2026
- at betingelserne tinglyses, og dermed gælder permanent.
Hvordan søger jeg permanent ekstensivering i 2026?
Du kan søge permanent ekstensivering i perioden februar - april 2026, dvs. samme tidsrum som Fællesskemaet. Du søger tilsagn om permanent ekstensivering i et særskilt skema. Arealet bliver efter tilsagnsperioden omfattet af en tinglyst servitut, der bl.a. indeholder permanente forbud mod bl.a. sprøjtning, gødskning og omlægning.
Mere information om permanent ekstensivering
Ordningen ”permanent ekstensivering” har til formål at give tilskud til at ekstensivere landbrugsarealer med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser, begrænse kvælstofudvaskningen og forbedre biodiversiteten på arealerne.
Permanent ekstensivering er i 2026 en del af landbrugsreformen fra 2023. Det medfører blandt andet, at ordningen er omfattet af reglerne om konditionalitet, herunder social konditionalitet.
Læs mere om permanent ekstensivering