Jægerne fik stort udbytte af både ande- og fasanjagten sidste år, og samtidig var udbyttet på kron- og dåvildtjagterne også helt usædvanligt stort. Det viser den foreløbige opgørelse af vildtudbyttet, som netop er offentliggjort af DCE – Aarhus Universitet. DCE opgør hvert år vildtudbyttet på baggrund af jægernes lovpligtige indberetninger til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Rapporten for det seneste jagtår viser en samlet stigning i vildtudbyttet på 4,6 procent svarende til 73.376 stykker vildt mere end året før. Stigningen skyldes først og fremmest, at der blev nedlagt 5 procent flere fugle, mens udbyttet af pattedyr som helhed steg med knap én procent. Jagten på fugle er stærkt afhængig af vejret, og derfor kan udbyttet variere en del fra år til år.
Den vækst i vildtudbyttet, som årets rapport beskriver, rokker dog ikke ved den generelt faldende tendens: I alt er der foreløbig indberettet 1.674.734 stykker nedlagt vildt i 2024/25, mens det samlede vildtudbytte for 25 år siden lå på omkring 2,5 millioner.
Markant vækst i kron- og dåvildt
Når det gælder pattedyrene, dækker den svage stigning på 0,8 pct. over betydelige variationer: Nogle arter går tilbage, mens der er voldsom vækst for andres vedkommende.
De mest markante stigninger ses i udbyttet af krondyr og dådyr. Her er udbyttet vokset voldsomt gennem en årrække, og det seneste jagtår er ikke ingen undtagelse: Foreløbigt er der indberettet 12.400 krondyr og 15.081 dådyr, svarende til en fremgang på henholdsvis 13,0 pct. og 21,3 pct. fra 2023/24 til 2024/25. Dermed har udbyttet i de to store hjortearter nået det højeste niveau, som er registreret siden indberetningen begyndte i 1941.
Råvildt i fortsat tilbagegang
Mens det store hjortevildt stiger markant, falder udbyttet af råvildt fortsat, som det har gjort siden toppen i 2009. Det år blev der nedlagt godt 132.000 rådyr. Sidste år indberettede jægerne, at de havde nedlagt 66.842 stykker råvildt, og det er 2,2 pct. færre end året før.
Udbyttet af ræv steg lidt, mens en anden af agerlandets førhen så almindelige arter, haren, fortsatte er i tilbagegangen med yderligere 6,2 procent. Udbyttet i hare er – bortset fra små forbigående hop i opadgående retning – faldet konstant siden rekordåret 1943/44, hvor der blev nedlagt ca. 477.000 harer. Til sammenligning viser det foreløbige vildtudbytte fra sidste år ca. 27.000 harer.
Læs mere i rapporten fra DCE