Vi har den 11. juni 2025 oplyst i en nyhed, at den såkaldte Baramlay-dom fra EU-Domstolen får betydning for et mindre antal danske sager om projektstøtte.
Læs nyheden fra 11. juni: ’EU-dom fører til genoptagelse af projektstøttesager’
Kort fortalt drejer det sig om sager, hvor der tidligere er truffet afgørelser om, at der ikke skal udbetales tilskud, og at tilsagn bortfalder, fordi et kriterie ikke er blevet overholdt. Sagerne burde i stedet have været vurderet efter reglerne om forpligtelser. Der må ikke være gået mere end 3 år siden afslaget på tilskud, da sagen ellers er forældet efter de almindelige danske forældelsesregler.
Dom kan også have betydning for afgørelser om projektoverdragelse
Vi vil nu gøre opmærksom på, at Baramlay-dommen også kan have betydning i forbindelse med tidligere afgørelser om projektoverdragelse, hvor vi har givet afslag på overdragelse.
Hvis du inden for de seneste 3 år har modtaget en afgørelse med afslag på projektoverdragelse, kan din sag været omfattet af den præciserede forståelse af kriterier og forpligtelser efter Baramlay-dommen.
Du kan kontakte os på projekttilskud@sgav.dk, hvis du vil have en vurdering af, om din sag kan genoptages. Du er også velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00, hvis du har spørgsmål.