Ansøgningsrunden for Pleje af græs- og naturarealer udsættes til den 8. juli

02-07-2025

Vi har udsat datoen for, hvornår ansøgningsrunden for nye tilsagn med Pleje af græs- og naturarealer (tilsagnstype 68 og 69) 2025 åbner. Du kan søge tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer i perioden den 8. juli til den 26. september 2025.

Med ordningen Pleje af græs- og naturarealer giver vi tilskud til at udføre naturpleje med græsning eller slæt på lysåbne naturarealer, hvilket gavner biodiversiteten.

Åbningsdatoen for ansøgningsrunden udsættes, fordi ændringsbekendtgørelsen for pleje af græs- og naturarealer først forventes at træde i kraft den 7. juli 2025. Det skyldes, at ændringsbekendtgørelsen først kan træde i kraft, når ændringen til CAP-planen er fremsendt til EU-Kommissionen.

Ændringer, der vedrører tilsagn med forpligtigelse til ’Slæt’ med start 2026

Vær opmærksom på, at der i ændringsbekendtgørelsen blandt andet er foretaget en ændring af både kriterie og forpligtigelse, der vedrører tilsagn med forpligtigelse til ’Slæt’ med start 2026, hvilket vil sige:

  • Overlap med nyt kortlag for fuglevenlig drift: Fremover kan du kun søge tilsagn med forpligtigelse til slæt, hvis dit tilsagnsareal geografisk overlapper med minimum 50 pct. af det nye kortlag ’Fuglevenlig drift’, som du finder i Internet Markkort (IMK) under fanen ’Naturudpegninger’.
  • Forlænget forbudsperiode: For tilsagn med forpligtigelse til slæt med start 2026 forlænges forbudsperioden mod slåning, dvs. forbudsperioden løber fra den 1. maj til og med den 31. august af hensyn til naturens vilde dyr, fugle og insekter. Slæt må derfor alene foretages før 1. maj og igen fra den 1. september.

Ingen ændringer for eksisterende tilsagn om tilskud til Pleje af græs- og naturarealer

Har du allerede gældende tilsagn med forpligtigelse til ’Slæt’, er tilsagnene ikke berørt af ændringen. Her må du stadig tage slæt fra den 21. juni. 

Du finder opdaterede vejledninger og ændringsbekendtgørelser på Tilskudsguiden på vores hjemmeside. Se under 'Vejledninger og lovstof'.

Vi opdaterer hjemmesiden, når bekendtgørelsen træder i kraft, forventeligt den 7. juli.

Tilskudsguiden

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Finansieret af Den Europæiske Union

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: landbrugsstotte-geodata@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.