Nu kan du se et kort over det vejledende indsatsbehov for målrettet kvælstofregulering 2026. I alle områder med indsatsbehov vil du i 2026 kunne søge om tilskud til målrettede efterafgrøder og alternative kvælstofreducerende virkemidler.
Ligesom i 2025 skal ordningen i 2026 sikre en kvælstofreduktion på i alt 3.500 tons, svarende til ca. 360.000 ha efterafgrøder.
Ny fordeling af den målrettede kvælstofregulering
I 2026 er indsatsbehovet opgjort med udgangspunkt i genbesøget af vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3-II). Med genbesøget er vandområdeplanerne opdateret med seneste viden om, hvor i landet der er behov for kvælstofreduktioner. Opdateringerne betyder, at flere kystvandoplande end i 2025 er omfattet af den målrettede kvælstofregulering. Bornholm er dog undtaget i 2026, fordi det med Aftale om Implementering af et Grønt Danmark er besluttet, at indsatsbehovet bortfalder.
På kortet i starten af nyheden kan du se de områder, hvor der er et indsatsbehov i 2026, og dermed, hvor det bliver muligt at søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder.
Indsatsbehovet er vist i procent af efterafgrødegrundarealet i de enkelte kystvandoplande, hvor der er behov for at etablere målrettede efterafgrøder eller alternativer for at reducere udledningen af kvælstof til vores kystvande.
Bemærk, at de angivne indsatsbehov er vejledende. Det endelige areal med efterafgrøder, der skal til for at hente indsatsbehovet, kan være lidt anderledes, alt efter placeringen af de ansøgte marker.
Du kan se indsatsbehovet i kg N i udkast til Bilag 1 til Bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler for planperioden 2026/2027 m.v., som er i høring til og med 12. januar 2026.
Du vil i løbet af januar kunne se et kort over indsatsbehovet i MiljøGIS og i styrelsens Internet Markkort, hvor det vil være muligt at se det vejledende indsatsbehov for dine marker.
Tilskudsordningen målrettet kvælstofregulering
Tilskudsordningen målrettet kvælstofregulering 2026 åbner for ansøgninger i fællesskemaet i 2026. Hvis der ikke søges tilstrækkeligt i den frivillige runde, vil der blive udmeldt et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor indsatsbehovet ikke er nået ved den frivillige indsats. Det er ikke muligt at søge kompensation for dette krav. Landbrugere, der gennemfører en indsats i den frivillige runde, får automatisk modregnet denne i et eventuelt krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.
Du kan læse mere om målrettet kvælstofregulering på styrelsens hjemmeside.
Målrettet kvælstofregulering
Høring af bekendtgørelsen inkl. fordeling af indsatsbehovet
Se det vejledende indsatsbehov pr. kystvandopland i procent af efterafgrødegrundarealet her