Første ansøgere får grønt lys til at plante ny skov med tilskud

11-12-2025

I efteråret åbnede den nye nationale tilskudsordning, der skal støtte målet i grøn trepart om rejsning af 250.000 hektar skov frem mod 2045. Nu får de første ansøgere tilsagn gennem ordningen.

Skov

Fem lodsejere får nu tilsagn om, at de kan få økonomisk støtte til at plante ny skov på tidligere landbrugsjord. Det er de første tilsagn om støtte, der er givet under den nye tilskudsordning til privat skovrejsning, som åbnede for ansøgninger i september.

Et af de nye skovområder kommer til at ligge helt op til en landejendom fra 1868 ved Haderslev. Her bor 70-årige Cathrine Olesen med sin mand Geert, og de glæder sig til, at der snart kan plantes eg, bøg og andre typer af træer på deres knap fire hektar land, som i dag er forpagtet landbrugsjord.

- Jeg har altid ønsket mig skov, og det irriterer mig, når forpagteren sprøjter gift ud på vores jord. Nu får vi i stedet tilskud til at etablere en lille skov med en lund i midten, hvor vi kan sidde og drikke vores kaffe og se på flagspætten, når vi bliver gamle, siger Cathrine Olesen.

Flere tilsagn på vej

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har pr. 8. december modtaget 222 ansøgninger om tilskud til skovrejsning, siden den nye ordning under grøn trepart åbnede i september. Der er i alt søgt om tilskud for ca. 106 mio. kr. på ca. 1.534 hektar.

112 af ansøgningerne vil blive prioriteret først, da projekterne er beliggende i områder med et særligt højt kvælstofindsatsbehov, som ordningen er målrettet. Det forventes, at de fleste af disse ansøgere vil få svar på deres ansøgning i starten af det nye år.

Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus glæder sig over, at flere lodsejere i den kommende tid vil kunne komme i gang med at planlægge deres skovrejsning

- Skove er noget af det mest fantastiske, vi har, og endnu flere danskere skal have den tættere på, hvor de bor – det får Cathrine og hendes mand, når de rejser en lille skov. Selvom deres skov er en af de mindre, så bliver den en del af den største forandring af den danske natur i nyere tid. Jeg håber, at flagspætten flytter ind som ønsket sammen med en masse andre dyr og planter til gavn for biodiversiteten, siger Jeppe Bruus og fortsætter:  

- Jeg er også glad for, at vi med denne ordning har gjort det lettere at rejse skov, og at Cathrine og hendes mand har kunne få hurtigt tilsagn. Og så håber jeg, at endnu flere vil følge trop og være med til at plante meget mere skov i Danmark.

Interesserede private og offentlige lodsejere kan når som helst søge den nye nationale tilskudsordning til skovrejsning. Ansøgninger i prioriterede områder bliver løbende sagsbehandlet. De øvrige ansøgninger bliver sagsbehandlet i to årlige opsamlingsrunder, og fristen for at komme med i næste opsamlingsrunde er den 31. december 2025.

Fakta om skovrejsning

Skovrejsning er en central del af Den Grønne Trepart. Frem mod 2045 skal der på landsplan rejses 250.000 hektar skov – heraf 100.000 hektar urørt skov.

Langt størstedelen af den nye skov skal rejses med støtte fra den nye nationale tilskudsordning, hvor bl.a. private lodsejere, kommuner og fonde kan søge om tilskud.

Tilskuddet er 75.500 kr. pr. hektar for skovrejsning eller 90.500 kr. pr. hektar for skovrejsning, der udlægges til urørt skov.

Formålet med ordningen er at omlægge landbrugsjord ved at plante ny skov på arealerne. De nye skove bidrager til et bedre klima, at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet, at beskytte drikkevandet og at skabe mere og rigere natur i Danmark.

Læs mere om den nye nationale tilskudsordning til skovrejsning på www.sgav.dk/skovrejsning

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.