Enkelte ansøgningsrunder sammenlægges og udskydes for at sikre, at IT-strukturen er på plads, før ordningerne åbner. De samlede tilskudspuljer ændrer sig ikke. De store arealordninger, heriblandt grundbetaling og bio-ordninger, samt tilskudsordningerne til lavbundsprojekter og kvælstofvådområder er ikke berørt.
”Det har været nødvendigt at foretage prioriteringer på udvalgte ansøgningsrunder på projektstøtteområdet. For at sikre at IT-strukturen er på plads, inden vi åbner for ansøgninger, har vi derfor bl.a. valgt at udskyde og sammenlægge enkelte ansøgningsrunder. Overgangen til en ny CAP-periode og krav til it-sikkerhed gør, at alle it-moduler til projektstøtteordninger skal bygges ”fra bunden”. Den opgave har desværre vist sig større end forventet. Det er vigtigt for mig at understrege, at der stadig vil være de samme midler til ordningerne som tidligere planlagt”, siger vicedirektør i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Jon Simonsen.
Ændringerne vedrører følgende ordninger:
Rydning og forberedelse til afgræsning
Det bliver ikke muligt at søge tilskud til Rydning og forberedelse til afgræsning i 2025. Den planlagte tilskudspulje for ordningen i 2025 på 25 mio. kr. overføres til ansøgningsrunden i efteråret 2026. Puljen i 2026 bliver dermed 50 mio. kr.
Miljø- og Klimateknologi
Det bliver ikke muligt at søge tilskud til Miljø- og klimateknologi i 2025. Miljø- og klimateknologi åbner næste gang i slutningen af 2026, hvor ansøgningsrunden for 2025 slås sammen med ansøgningsrunden for 2027. De allerede udmeldte indsatsområder forventes også at være en del af runden i 2026 med en samlet pulje på 180 mio. kr.
Minivådområder
Ansøgningsrunden for tilskud til Minivådområder 2026 forventes at åbne i december 2026.
Ansøgningsrunden for Minivådområder 2025, der skulle lukke 31. oktober 2025, er blevet forlænget og lukker først den 10. april 2026. Det giver mulighed for, at mange får mulighed for at søge ind i ordningen, inden der skal opgøres status på udtagningsindsatsen medio 2026.
Biodiversitetsskov
Tilskud til biodiversitetsskov åbner næste gang i 2027. Puljen på 31,25 mio. kr. overføres fra 2026 til 2027. Puljen i 2027 bliver dermed 46,95 mio. kr.
Etableringsstøtte til Unge Landbrugere
Åbning for ansøgning om udbetaling af etableringsstøtte til unge landbrugere 2026 fremrykkes til sommeren 2026 for at sikre hurtigst mulig udbetaling af tilsagn givet på ordningen.
Tilskudsguiden opdateres løbende, og her kan du læse mere om de forskellige ordninger og se status.
Gå til tilskudsguiden